Nyheder

Reportage: Når baby, økonomiske råd og uddannelse går hånd i hånd

Økonomi, uddannelsesvalg, søvnproblemer hos den lille. Udfordringerne for unge forældre kan være mange. Hos Mødrehjælpens projekt for unge forældre har man succes med at hjælpe dem i uddannelse eller job ved at arbejde 360˚ rundt om deres situation.

23-årige Simone Dobriner sidder let foroverbøjet og vugger frem og tilbage. Albuerne hviler på knæene, mens hun sidder i sofaen og lytter til den fagfrivillige, økonomiske rådgiver.

Simone har et halvt øje på sin yngste datter, Josefine, der ligger på en madras på gulvet sammen med de andre børn i mødregruppen, og et helt øre på rådgiveren. Mens forældrene suger til sig af nyttige råd om forsikring, opsparing og budgetplanlægning, leger frivillige i Mødrehjælpen med børnene.

”Det kan være en god hjælp at lægge budget. Jeg kommer her en gang om ugen og kan hjælpe jer med at lægge jeres eget budget. Der er ingen grund til, at I betaler 600 kr. om året for at få en bank til det,” siger rådgiveren.

”Koster det så meget?” udbryder Sabina, en af mødrene.

”Ja, det gør det nogle steder.”

”Så er vi glade for, at mor her selv kan finde ud af det,” siger Sabina, mens hun holder øjenkontakt med sin datter, der vifter med noget legetøj. ”Pu-ha. Det var dog voldsomt,” siger hun halvt for sig selv, halvt ud i lokalet.

Hjælp til alle familielivets udfordringer

Det er torsdag formiddag hos Mødrehjælpens mødregruppe for unge forældre under 25 år i Odense. Gruppen her er for andengangsforældre. Hver uge mødes de i Mødrehjælpens lokaler, hvor en ansat fra Mødrehjælpen står for dagens program, mens frivillige hjælper til med det praktiske.

Der er gang i den på gulvet, hvor de ca. 1-årige børn tumler rundt. I dag er fem mødre mødt op. Her har de mulighed for samvær med andre unge mødre og deres børn; social sparring om, hvad der rører sig i deres liv; hjælp til at lægge uddannelsesplan med en uddannelsesvejleder; økonomisk rådgivning og meget mere. Der bliver arbejdet 360˚rundt om deres situation.

”Jeg får rigtig meget ud af at komme her. Du får noget mere med i bagagen,” siger Simone Dobriner.

”Hver gang bliver der taget nye emner op. I dag lærer vi f.eks. om økonomi. Det er altid ting, vi har snakket om, at vi godt kunne bruge hjælp til. Det kan være, du er gået fra kæresten, og hvordan får du så økonomien til at løbe rundt? Det giver en masse tryghed, at du ikke går rundt og er uvis.”

Mødregruppen for unge forældre er en del af et samarbejde mellem Mødrehjælpen og Odense Kommune. Unge Familier på Vej hedder projektet, der også findes i Aarhus og Aalborg. Et af målene er at hjælpe de unge forældre ind på uddannelses- og jobmarkedet. I 2014 kom 92 % af de unge forældre i projektet i gang med eller blev fastholdt i uddannelse eller job.

“Mødrehjælpen har været en kæmpe støtte“

Dagen starter altid med, at forældrene en efter en fortæller om, hvad der fylder i deres liv for tiden, og hvad der er sket siden sidst.

Christel holder om sin søn, der balancerer på hendes lår. Hun fortæller, at hun ikke har fået meget nattesøvn, fordi hendes dreng er ved at få tænder. En frivillig foreslår, at man kan smøre salve på drengens gummer eller give ham noget koldt at bide i.

”Ligegyldigt, hvad du står med – om det er dit barn eller et brev fra kommunen – så går du bare herind, og så får du en hjælpende hånd,” siger Simone Dobriner, mens hendes stemme speeder op i en glad, nærmest syngende tone.

Simone Dobriner kom hos Mødrehjælpen, da hun første gang blev gravid som 17-årig. Dengang havde hun svært ved at følge med i skolen.

”Da jeg kom herind, sendte de mig videre til en ordblindeskole, hvor de konstaterede, at jeg var ordblind. Det er derfor, jeg har svært ved at koncentrere mig i en klasse med 30 mennesker. I stedet har Mødrehjælpen skaffet mig praktik forskellige steder, og når min barsel er færdig, skal jeg ud og arbejde,” siger hun.

”Mødrehjælpen har været en kæmpe støtte i mit liv. Både med min ordblindhed og praktikker, men også i forhold til Statsforvaltningen, når jeg har haft behov for det. Jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for Mødrehjælpen. De har alt i en pakke.”

Få den nyeste viden