Debatindlæg af direktør i Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen på Altinget.dk d. 1/11/16.
Dækkene på bilen bliver jævnligt skåret op. Små glaskugler bliver smidt ind ad vinduet og smadrer ruden. Telefonen overstrømmes med nedladende eller truende sms-beskeder. Den slags utrygge oplevelser bliver i nogle tilfælde, hvad der følger i kølvandet for mennesker, der har gennemgået en skilsmisse.
For ironisk nok er det ofte netop, når far og mor er gået fra hinanden, at konflikten for alvor eskalerer, selv om bruddet ellers nok skete i håb om at gøre en ende på hverdagens uenigheder.
Men skilsmisser kan bringe det værste frem i folk. Og sørgeligt nok er det børnene, der kommer i klemme. Det lille loyale menneske, som ikke har part i konflikten, men som striden oftest står om, når samlivet ophører.
For hvor skal barnet have bopæl og hvor meget samvær skal den anden have med barnet?
Regeringens hensigt med sit skilsmisseudspil – at forenkle sagsgangene – er fin. For mange instanser og muligheder for at få sagerne genoptaget adskillige gange forhaler sagsbehandlingen og kan få konflikten til at blive decideret giftig og årelang.
De store konflikter mangler fokus
Men desværre mangler udspillet blik for højkonfliktsagerne, og for for alvor at forebygge dem. Tværtimod rummer udspillet tiltag, der skubber endnu flere potentielle stridspunkter tilbage på forældrenes eget bord.
Forældre, som vel at mærke allerede har henvendt sig til Statsforvaltningen for at få hjælp, fordi de har emner, som de er uenige om. Det gælder eksempelvis, når man foreslår at ophæve samværsforælderens pligt til at betale et konfirmationsbidrag.
For skal mor med til festen, hvis hun ikke vil betale? Har mor råd til at have sin store søn boende, hvis far ikke længere skal betale uddannelsesbidrag? Dem, det rammer, er igen børnene.
Mens striden står på forældrene imellem, kommer barnet under et enormt pres. Måske forsøger den ene eller begge forældre at manipulere det til at sige ting til en børnesagkyndig, som skal gavne deres egen sag.
Nogle børn bliver indirekte ofre for den psykiske vold, den ene forælder udøver mod den anden – ved eksempelvis at få barnet til at filme og sende en video af mors hjem til far. Eller der løber en anonym underretning ind til kommunen om, at mor drikker, så mor bliver indkaldt til bekymringssamtale hos kommunen.
Børnene fortjener støtte
Her under satspuljeforhandlingerne er der kommet et rigtig fint forslag på bordet, nemlig at børn i konfliktfyldte sager skal kunne få en bisidder med, som alene er på barnets side.
Børnene fortjener at blive støttet, hørt og at få indflydelse på deres egen situation med hensyn til bopæl og samvær. Men vi bør samtidig stræbe efter at forebygge, at barnet overhovedet kommer så svært i klemme, at det får brug for en sådan hjælp.
Forældrene og systemet omkring dem må tage ansvar for at bremse konflikten længe før da og for at skærme barnet.
Det, der er behov for, er, at der indføres en obligatorisk mægling mellem forældrene, og at den sker inden for de første fjorten dage efter, at parterne har henvendt sig til Statsforvaltningen.
Mæglingen skal ske på neutral grund, så forældrene frit og uden frygt for, at det, de siger, kan bruges imod dem, kan lægge deres synspunkter frem. I Norge har man gode erfaringer med, at forældrene når til enighed om en aftale.
Endda har succesen været så stor, at færre i dag bliver skilt.
I de særligt komplekse sager, hvor der er mistanke om vold, misbrug eller psykisk sygdom involveret, og hvor konfliktniveauet er højt helt fra begyndelsen, bør det til gengæld være muligt for de to forældre at møde op hver for sig i stedet for sammen, som det kræves i dag.
Alene det at skulle befinde sig i samme rum kan nemlig i nogle sager få konflikten til at eskalere. Så betændt er forholdet mellem forældrene.
I Mødrehjælpen har vi gode erfaringer med at rådgive og hjælpe forældre med at nedtrappe konflikter, som er opstået i forlængelse af skilsmisser.
Vi deler gerne ud af vores viden – og vi ser frem til at se udspillets gode intentioner om at forenkle sagsgangene blive til virkelighed. Ikke mindst for børnenes skyld.
