Martin Jørgensens kunstplakat er en kærlighedshistorie om, at mødre altid vil være der for deres børn. Og at Mødrehjælpen træder til, når der er brug for hjælp.
Kærlighed i en kold tid
Mange familier har ikke råd til at købe varmt vintertøj til deres børn. Derfor har Mødrehjælpen de seneste år samlet ind til lune flyverdragter – så flere børn kan lege trygt ude i kulden.
Igen i år bidrager Martin Jørgensens plakat “Kærlighed i en kold tid” til kampagnen. Om værket siger han selv:
“Hvis du gør noget godt for andre mennesker, får du det før eller siden igen. Har du nogen kær, så husk at give dem kærlighed. Har du kærlighed til overs, så drys den ud med rund hånd.”
Ønsker du at støtte kampagnen, kan plakaten købes i Mødrehjælpens webshop.
Ud over “Kærlighed i en kold tid” har Martin Jørgensen også skabt plakaten “I am all around you”.
Martin Jørgensen: ``Har du kærlighed til overs, så drys den ud med rund hånd.``
”Jeg kan godt lide idéen om, at der er et hjerte bag illustrationen, der banker på den rigtige måde,” siger Martin Jørgensen om samarbejdet med Mødrehjælpen. Foto: Copenhagen Poster/Michael Jacobsen.
Martin Jørgensen er en kunstner med noget på hjerte, og han investerer meget af sig selv i sine værker. Faktisk føler han, at folk køber en lille del af ham, når de køber en af hans illustrationer. Derfor kan han også rigtig godt lide ideen om at tegne til et godt formål:
”Når jeg tegner en kunstplakat til Mødrehjælpen, er det en meget personlig ting. Det føles ekstra godt at skabe noget, man selv kan li’, når det samtidig kan bidrage til, at andre får det bedre.”