Debatindlæg bragt på Altinget.dk 04/05/16 af Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.
Torsdag 14. april blev KORA’s rapport om tilstanden for den offentlige sektors målstyrring offentliggjort. Patienten har det ikke godt.
Hovedkonklusionen i rapporten er, at måljagten i kommunerne ikke hjælper de mest sårbare borgere. Det er blandt andet blevet beskrevet her på Altinget.
I jagten på at nå flotte måltal satser kommunerne nemlig på de lette borgere – de borgere, der kun lige mangler et skub for at komme i job, eller de elever i folkeskolen, der i forvejen har gode karakterer, hjælpes til endnu bedre karakterer.
Samtidigt satses der på kortsigtede effekter i stedet for at fokusere mere langsigtet. Får kommunerne en borger i et midlertidigt job, betragtes opgaven som løst. Men hvad med tilknytningen til jobmarkedet på længere sigt? Kommunerne finder simpelthen den korteste vej mod deres mål. Og det sker på bekostning af de svageste borgere.
Brug for et paradigmeskifte
Fænomenet kendes også fra andre lande som “creaming”. Kommunerne skummer så at sige fløden ved at tage den lette løsning for at nå sine tjeklistemål. Og det er destruktivt for et velfærdssamfund, der skal tage vare på de svageste.
Men løsningen er ikke at annullere målene for arbejdet i den offentlige sektor og give magten fuldt ud tilbage til alle de dygtige fagpersoner i kommunerne. For vi skylder som samfund at vide, at vores tilbud til borgerne virker.
KORA’s rapport viser dog med al tydelighed, at der er behov for et paradigmeskifte i den offentlige sektor. New Public Management bør erstattes af New Public Learning – eller som jeg kalder det: organisatorisk læring. Ved at sætte mål for arbejdet og lære af resultaterne kan vi justere indsatsen. Det kræver dygtige fagpersoner såvel som dygtige ledere.
Se på hele indsatsen – ikke den enkelte medarbejder
I Mødrehjælpen har vi i mange år arbejdet med evidensbaseret rådgivning. Vi startede med at måle på vores sociale indsatser, fordi vi havde et helt enkelt ønske om at hjælpe flest muligt – også dem med de mest komplekse problemer – på den mest effektfulde måde.
Men vi valgte i sin tid meget bevidst at tage skridtet videre end New Public Management. Vi ville satse på kvalitet og på hele tiden at udvikle vores rådgivningsmetoder til det bedre, uden at det samtidig blev dyrere. Som organisation har vi et etisk ansvar over for vores brugere til at vide, at vores indsatser virker bedst muligt, og at vi samtidig hjælper flest muligt.
Der er tre vigtige principper i Mødrehjælpens styringssystem. For det første måler vi ikke på den enkelte rådgivers arbejde. Vi tror på vores medarbejdere, deres faglighed og kompetencer. Hvis vi målte på den enkelte medarbejder, ville det være med til at grave en kløft mellem medarbejderne. Sker det, vil såvel trivsel som produktivitet gå ned – og det på bekostning af både brugeren og medarbejderen. Vi måler på hele indsatser og på teams i stedet.
For det andet arbejder vi ikke med ledelsesbestemte mål for effekterne af rådgivningen. I stedet måler vi indsatsen op mod egne tidligere resultater for på den måde hele tiden at lære af vores egen indsats og til stadighed gøre den bedre.
For det tredje er vi optagede af, at mellemlederne er fuldt ud klædt på til opgaven. De formår at læse tallene fra vores effektmålinger, og de formår at italesætte kravene på en inddragende og nysgerrig måde.
Min opfordring til politikerne og lederne i den offentlige sektor er: sats på inddragelse af fagpersonale og sats på læring frem for benhård målstyring. På den måde undgår vi tjeklistemålene og kan faktisk hjælpe de borgere, som har allermest behov for det.
