Vi er ikke langt inde i 2019, men valgkampen er allerede fløjtet i gang, og på begge politiske fløje er der fokus på sårbare børn. Om det gælder regeringens ’1.000-dages-program – en bedre start på livet’ eller Socialdemokratiets ’Altid på børnenes side’, så handler dette års valgkamp i høj grad om at skabe bedre opvækstvilkår for sårbare børn. Det er glædeligt, for det giver mening at fokusere på tidlig indsats, forebyggelse og trivsel.
Men på begge fløje er der larmende tavshed om det stigende børnefattigdomstal, der år efter år skriger på konkret handling. På akutte initiativer. På løsninger. For børnenes skyld – men også for samfundets.
Det klinger altså lidt hult at ville hjælpe sårbare børn, hvis man ikke samtidig har en plan for, hvordan man vil afskaffe eller i det mindste nedbringe antallet af børn, der lever i fattigdom. Og hverken regeringen eller oppositionen har indtil videre fremlagt en plan for dette. Tværtimod.
Børn formes af økonomiske afsavn: De holder ikke børnefødselsdag, de har sjældent eller aldrig venner med hjemme, de inviteres sjældent hjem til klassekammerater, de går ikke til sport, kommer ikke på ferie, julen er ikke en glædens tid, men den tid på året, hvor de har mest ondt i maven. Det er børn, der ikke er en del af de sociale fællesskaber. De er ensomme og udsatte.
Og forskningen viser, at en opvækst i fattigdom har konsekvenser for, hvordan børn senere klarer sig i voksenlivet. Har man oplevet fattigdom i barndommen, øges risikoen for, at man ikke får en uddannelse. Man har udsigt til lavere lønninger og en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet som voksen. Man bor oftere alene uden familie og netværk. Der en betydelig større risiko for sociale udfordringer senere i livet hos børn, der vokser op i fattigdom, end der er hos børn, der har været helt ude af fattigdom hele deres opvækst.
Med andre ord: Fattigdommen er ikke noget, der ’går over’ – den sætter spor for livet. Det er ikke længere en nyhed, det er et forskningsmæssigt valideret faktum, og som samfund kan vi ikke bare lukke øjnene for den; den går ikke væk af sig selv.
Børnefattigdommens konsekvenser står i skarp kontrast til regeringens og oppositionens mål om at yde en stærkere indsats for udsatte børn. For den fortsat stigende børnefattigdom øger de problemer, som regeringen og oppositionen ønsker at forhindre. Det gør det svært at tage de gode ambitioner seriøst, så længe ingen kommer med konkrete bud på, hvordan fattigdommen bekæmpes.
I Mødrehjælpen er vi ikke i tvivl: Den vigtigste socialpolitiske dagsorden er at få nedbragt det høje børnefattigdomstal. Et oplagt sted at starte er at afskaffe fattigdomsydelserne for børnefamilierne. De er gift for det gode børneliv – og trækker uigenkaldelige spor ind i voksenlivet.
I denne valgkamp efterlyser vi, sammen med mange andre organisationer, et samlet Folketing, som både i ord og handling vil kæmpe for barnets tarv og for at udrydde børnefattigdommen i Danmark.
Læs debatindlægget på altinget.dk.
LÆS OGSÅ: Det mener Mødrehjælpen om børnefattigdom
