Statsminister Mette Frederiksen stiller sig på børnenes side. Det stod klart efter, at statsministeren i sin nytårstale i den grad forpligtede den socialdemokratisk ledede regering på at gøre op med fortidens svigt af de anbragte børn.
Det er uhyre positivt, at Mette Frederiksen markerer, at hendes regering vil tage børnenes parti. Ligesom det var positivt, da hun i foråret 2019 fortalte de danske børn, at hun som potentiel kommende statsminister ville skrive det næste store kapitel i de danske børns historie.
Som aktører på det social- og sundhedsmæssige område finder vi det væsentligt, at alle regeringens ministre tager statsministerens handske op. Børnebrillerne skal på i Kulturministeriet, i Ligestillingsministeriet og selvfølgelig også i Sundhedsministeriet.
Her har Magnus Heunicke allerede tydeligt bebudet et særligt fokus på ulighed i sundhed, der helt naturligt også vil omfatte børnene og initiativer, der griber på tværs af de ministerielle fagområder.
Vi er med andre ord kommet godt fra start. Men hvad venter der mon forude. Hvad skal der til for, at vi i hele sundhedssektoren de facto kommer til at stå på børnenes side? Og hvilke aktører skal i virkeligheden tage handling på den dagsorden for at vi kan opnå resultater. Den diskussion vil vi gerne tage hul på.
For det første finder vi det væsentligt, at alle sektorer spiller med på statsministerens dagsorden. Det gælder ikke mindst landets 5 regionsråd, de 98 kommunalbestyrelser, praksissektoren, landets mange patientforeninger og naturligvis alle andre relevante parter i civilsamfundet. Vi glæder os således til at se sundhedsaftaler, budgetter og måske endda overenskomster, der spiller direkte ind i Statsministerens dagsorden.
Der er ingen tvivl om, at både forebyggelsen og den tidlige indsats i barnets første 1.000 dage er af afgørende betydning, hvis vi skal give alle danske børn bedre vilkår. Her spiller landets jordemødre og sundhedsplejersker sammen med de praktiserende læger og børnetandplejen en afgørende rolle. Det samme gør kommunerne, der i institutionerne er medskabere af de sunde vaner: trivsel, gode måltider og bevægelse i hverdagen. Tænk på hvor meget vi kan rykke med sund kost i landets daginstitutioner eller med de 45 minutters daglig bevægelse, der blev skrevet ind i folkeskolereformen. Tænk hvad vi kan opnå ved at sikre, at sundhed tænkes ind i børnenes hverdag fra de står op om morgenen, cykler til skole, modtager undervisning, har en aktiv fritid, og i det hele taget befinder sig trygge og udviklende rammer. Lad os skabe sunde rammer for alle danske børn – og deres forældre.
Det er i den forbindelse af afgørende betydning, at vi har blik for hele familien. Det gælder i socialt udsatte familier, men det også i de familier, hvor børn er pårørende. Hvad sker der for det barn, hvis enlige mor får kræft eller bliver ramt af psykisk sygdom? Hvad gør mors sygdom ved barnets liv og dets mentale sundhed? Her er der også brug for, at vi rækker ud til civilsamfundet, der ofte kan give en anden hjælp og støtte end de offentlige myndigheder.
LÆS OGSÅ: Det mener Mødrehjælpen om graviditet, fødsel og sundhed
Vi er også nødt til at gå tættere på de børn, der har kroniske sygdomme, som fx type 1-diabetes. Vi må spørge os selv, om vi er gode nok til at hjælpe syge børn og deres familier – ikke kun i den hospitalsbaserede behandling, men nok så væsentligt også i skoler og daginstitutioner. Kan alle danske familier finde rundt i sundhedsvæsenet og er vilkårene lige? Hvilken betydning har det mon for uligheden i sundhed, når der er brugerbetaling på medicin til børn? Hvordan tager vi hånd om overgangene i børnenes liv, efterhånden som de bliver ældre og gradvist skal lære at håndtere og leve med deres sygdom på egen hånd?
I sin nytårstale havde statsministeren fokus på de anbragte børn. Det er en særlig sårbar gruppe, der i dag møder et væld af professionelle aktører – pædagoger og socialrådgivere – men som også kræver en særlig opmærksomhed fra sundhedsvæsenets side. I Sverige og England har man indført obligatoriske sundhedstjek af anbragte børn. Herhjemme har blandt andet Mariagerfjord Kommune forsøgt sig med en lignende ordning, men vi mangler fortsat et nationalt initiativ, der kan fremme sundheden hos børn, der vokser op i plejefamilier og på døgninstitutioner.
Alt for mange børn og unge døjer med dårlig mental sundhed. Men som psykiateren Søren Hertz har sagt det: Barnet er ikke problemet – barnet viser problemet. For mange børn er der således en helt tæt forbindelse mellem dårlig mental trivsel og de sociale rammevilkår i familier og lokalsamfund. Igen er der brug for helhedstænkning: Et væsen, der slukker de rigtige brande og sikrer stabilitet for familien, når behovet opstår, og som samtidig understøttes af strukturelle indsatser, der skaber de bedst mulige betingelser for alle børn.
Børns liv udspiller sig i familier, i skoler, foreninger og lokalsamfund, så der er brug for at arbejde for at fremme sundhed og trivsel i – og på tværs – af disse arenaer. Bolden er givet op, Magnus! Lad os sammen skabe et sundhedsvæsen, der i alle facetter står på børnenes side.
Se debatindlægget Politiken Sundheds hjemmeside
