”Jeg ved ikke, om jeg har ringet det rigtige sted hen? Jeg har bare brug for at snakke med nogen …”
Julie er i midten af 30’erne, alene med to små børn og helt hudløs af træthed. Datteren Molly er lige fyldt et år, og hun sover ikke mere end en time eller halvanden ad gangen. Sådan har det været i månedsvis, og nu er Julie så nedslidt, at hun er sygemeldt fra sit arbejde. Hun har ikke overskud til noget som helst, og hun er rigtig ked af, at det også går ud over sønnen Noah på fem.
Molly er hos sin far én dag hver anden uge, og det var egentlig også planen, at hun skulle overnatte hos ham. Det sker bare aldrig, fortæller Julie: ”Selv om Molly har fået et dræn, har hun ondt i ørerne, og når han ikke kan få hende til at holde op med at græde, så ringer han og beder mig hente hende. Jeg er altid nødt til at stå standby.”
En vej frem – et lille skridt ad gangen
Hvad kan man egentlig gøre i den situation? Mollys moster vil faktisk gerne hjælpe, fortæller Julie. Derfor foreslår vores socialrådgiver, at Julie laver nogle helt faste aftaler med hende og med Mollys far. Hvem kan passe hvornår og hvor længe? Så har hun nogle pauser at se frem til, hvor hun kan få sovet lidt eller prioritere tid med Noah.
For Julie er samtalen også en stor hjælp, fordi hun kan sige, præcis hvad hun tænker og føler. Her er ingen grund til at skamme sig eller få dårlig samvittighed. Socialrådgiveren minder hende om, at alle forældre bliver presset, især når børnene er syge. Alle har perioder, hvor de føler sig utilstrækkelige. Men det betyder jo på ingen måde, at de er det.
Det var det helt rigtige sted, Julie ringede hen.
Alle navne er opdigtede
