En arv med hjertet: Christians beslutning om at støtte Mødrehjælpen
Da Christian for 18 år siden oplevede, hvordan hans søster fik støtte fra Mødrehjælpen som nybagt mor, blev han for første gang opmærksom på organisationens arbejde. Det blev begyndelsen på en personlig forbindelse, som mange år senere førte til en særlig beslutning: at skrive Mødrehjælpen ind i sit testamente.
“Min søster fik vejledning hos Mødrehjælpen, og siden har hun doneret alt børnelegetøj til jer. Det gjorde stort indtryk på mig,” fortæller Christian. Da han senere overvejede, hvem der skulle arve, stod valget mellem Mødrehjælpen og en anden stor børneorganisation. Valget faldt på Mødrehjælpen – især på grund af julehjælpen.
Alle børn fortjener en jul
“Det skærer mig i hjertet, at nogle børn ikke får de samme glæder i julen som andre. Alle børn fortjener en jul – det er bare så vigtigt,” siger han og understreger, hvordan gaverne, familiesammenholdet og forventningens glæde er centrale for børns oplevelse af højtiden.
For Christian handler støtten om at sikre, at Mødrehjælpen kan fortsætte sit arbejde for udsatte børn og familier. Det omfatter både jule- og feriehjælp, men også rådgivning til gravide og støtte til familier ramt af vold. “Enhver enlig mor vil jo gå i graven for at give sine børn en god oplevelse. Det gør en forskel, at børnene får de samme muligheder som deres kammerater.”
Han har talt åbent med både venner og sin far om testamentet – og opfordrer andre til at tage det første skridt: “Man kan altid ringe til Mødrehjælpen og få rådgivning. Det gjorde jeg, og det gav mig klarhed, før jeg talte med min advokat.”
Med sin beslutning viser Christian, hvordan en arv kan blive til håb og tryghed for børn, der har allermest brug for det.
Denne artikel er blevet anonymiseret, og Christians er ikke hans rigtige navn.
Arveloven tilgodeser som udgangspunkt familien, og man skal oprette et testamente, hvis man vil betænke en god sag. Man kan selv bestemme, om man vil donere et bestemt beløb eller en procentdel af sine midler. Mødrehjælpen yder et tilskud på 5.000 kr. inkl. moms til eventuelle advokatudgifter.