Hvorfor ikke hjælpe, hvis ens børn kan undvære pengene?
Finn Petersen har besluttet, at Mødrehjælpen skal have størstedelen af de penge, han efterlader sig. Så kan han nemlig stadig være med til at sikre flere børn en tryg barndom.
Finn Petersen er gået på førtidspension efter et krævende arbejdsliv som selvstændig. En del af året kan han heldigvis opholde sig i Spanien, hvor han er kommet det meste af sit liv, og hvor han helbredsmæssigt har det bedre.
For nogle år siden blev Finn ringet op af Mødrehjælpen, som samlede ind til fordel for voldsramte børn og deres familier. Finn sagde ja tak til at bidrage, og siden har han været medlem og støttet med 100 kr. hver måned. Nu har han også besluttet, at Mødrehjælpen skal modtage en stor del af arven efter ham.
Barndommens traumer
“Jeg har altid været parat til at hjælpe, hvor jeg kan,” fortæller Finn Petersen, “og det føles rigtig godt, at uskyldige børn kan få gavn af mine penge, når jeg ikke er her mere. Jeg ved af personlig erfaring, at de negative ting, man bliver udsat for som barn, kan få konsekvenser for resten af livet. Jeg er selv i gang med at bearbejde nogle fortrængninger fra min tidlige barndom.”
Vold i den nærmeste familie
Finn Petersen finder det helt uforståeligt, at nogen kan finde på at slå børn. Han ser det som et tegn på afmagt og mener, at det er mennesker, der har brug for hjælp. Alligevel er volden ikke længere væk, end at hans egen kone kunne finde på at slå deres søn – på trods af, at drengen var syg som lille. Og det fandt Finn desværre først ud af, da hans kone var død.
“Nu har jeg skrevet testamente til fordel for Mødrehjælpen, så flere udsatte familier kan få hjælp, og børnene kan vokse op i tryghed. Mine børn behøver ikke noget rent økonomisk, så ud over tvangsarven på 25 % skal mine penge bruges til at give flere børn et godt liv. Uanset hvad der sker i familien, er de jo uden skyld.”
Finn Petersen
Denne artikel er anonymiseret, og Finn er ikke hans rigtige navn.
Arveloven tilgodeser som udgangspunkt familien, og man skal oprette et testamente, hvis man vil betænke en god sag. Man kan selv bestemme, om man vil donere et bestemt beløb eller en procentdel af sine midler. Mødrehjælpen yder et tilskud på 5.000 kr. inkl. moms til eventuelle advokatudgifter.