”Jeg ved, at det her kan gøre en forskel”

Lone Andersen var ikke spor i tvivl om, hvilken NGO hun gerne ville støtte. Men Mødrehjælpen blev først skrevet ind i hendes testamente, da hun fandt ud af, at man kan nøjes med at give en procentdel af sin arv.
Testamente og arv

”Mødrehjælpen, krisehjælp, enlige mødre, der var ingen tvivl i mit sind ” siger Lone Andersen om sit valg om at donere en del af sin arv til Mødrehjælpen. Men der skulle gå noget tid, før det blev til en realitet. Lone Andersen troede egentlig ikke, at det med at donere arv til velgørenhed var en mulighed for hende. Efter et langt arbejdsliv som sygeplejerske er hun ikke specielt velhavende, og hun har en datter, som hun selvfølgelig gerne vil tilgodese. Lone kan dog identificere sig med Mødrehjælpens arbejde for mødre i krise, for hun ved af erfaring, hvor nemt livet kan slå knuder. Hun fortæller os om sin egen historie:

”Jeg fødte mit barn i USA, og da jeg vendte hjem, kunne min amerikanske mand ikke komme ind i Danmark, før jeg havde et fast job. Det var heller ikke nemt dengang. Jeg kunne ikke få en vuggestueplads, fordi mit barn ikke havde stået på venteliste, da det er født i USA, og så var jeg jo ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor endte jeg på kontanthjælp. Jeg røg ind i en ”kasse”, som jeg ikke følte, jeg hørte hjemme i, og jeg kan huske, hvordan jeg drog ud til Bilka med S-tog for at købe en kasse bleer med mit barn i barnevognen for at spare 100 kr. Det var den værste tid i mit liv.” Lone endte med at henvende sig til et Røde Kors-center og blev fastansat dér.

Volden helt tæt på

Lone Andersen har været tæt på mange voldsofre. Kvinder og børn, hun behandlede som sygeplejerske på en brandsårsafdeling: ”Både børn med brandsår af for varmt vand, og også kvinder. Problemet med vold har hele tiden været present for mig” siger hun. Hun fortæller videre om en nær veninde, der fik tæsk af sin mand – og alligevel vendte tilbage til ham. Derfor er hun særligt glad for, at Mødrehjælpen har målrettede tilbud til voldsramte familier. Som Lone formulerer det: ”Det er dem, der ligger mest ned.”

Lone håber, at hendes arvedonation bl.a. kan hjælpe voldsofrene til at få et holdepunkt: ”Så de ikke flakser rundt i systemet”, som hun selv siger det.  Altså det system hun selv blev offer for, da hun var enlig mor på kontanthjælp.

Det gav ro at træffe beslutningen

Da Lone Andersens advokat præsenterede muligheden for at indskrive en NGO i hendes testamente, var Mødrehjælpen altså valgt på forhånd. Men det blev først en realitet, da hun hørte, at man kan vælge at donere en procentdel af sine midler og altså stadig tilgodese andre. Og så kom tanken: ”Hvor er det dejligt! Jeg kan helt selv bestemme, hvem mine penge skal gå til.”

”Jeg er taknemmelig for, at jeg har mulighed for at give nogle penge, og at det ikke bare er 100 kr. i en bøtte. Det her, det ved jeg kan gøre en forskel.”

Lone Andersen

Denne artikel er blevet anonymiseret, og Lone Andersen er ikke hendes rigtige navn.

Arveloven tilgodeser som udgangspunkt familien, og man skal oprette et testamente, hvis man vil betænke en god sag. Man kan selv bestemme, om man vil donere et bestemt beløb eller en procentdel af sine midler. Mødrehjælpen yder et tilskud på 5.000 kr. inkl. moms til eventuelle advokatudgifter.