Ferietiden kræver ekstra meget af mange enlige forældre

De fleste af os forbinder sommerferien med mindeværdige stunder og store oplevelser, vi kan lune os på langt ind i vinteren. Men når forventningerne er sat så højt, er de svære at indfri. Det kan være særlig hårdt for enlige forældre, der efter et brud også ofte skal håndtere ensomhed, sorg og konflikt.

Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, Kronik bragt i Berlinske den 7. juli 2024

Den første tid efter et brud er rigtig svær for de fleste børnefamilier. Nye vaner skal skabes, en ny hverdag tage form, og nye traditioner etableres.

Ikke desto mindre er det noget, som rigtig mange familier går igennem. For cirka 40 procent af alle ægteskaber i Danmark ender i skilsmisse. Det betyder, at omkring en tredjedel af alle børn oplever, at deres forældre går fra hinanden.

Det er klart, at en så livsomvæltende begivenhed fylder for både store og små. Det oplever vi også i Mødrehjælpen, hvor 57 procent af vores rådgivninger sidste år var med forældre, der søgte råd og støtte til spørgsmål om samliv, parforhold og samlivsophævelse.

Vi ved også fra vores rådgivning og aktiviteter i vores lokalforeninger, at især ferietiden kan være hård for mange enlige forældre.

Tårnhøje forventninger

For vi er mange forældre, der har en tendens til at romantisere ferierne. Det er her, vi for alvor skal hygge os, have store og mindeværdige oplevelser, som børnene vil huske tilbage på længe efter. Det er turpas i sommerland, rejser til udlandet og fuldt program i sommerhuset. Forventningerne er i den grad til at få øje på.

Men når man er alene med børnene, er man ’på’ 24/7. Derfor kan det være svært at finde overskud til at lave en masse med børnene, især når man også engang i mellem undervejs har brug for en pause for sig selv. Et dilemma, der af mange forældre opleves som skamfuldt. For det kan være svært at have brug for lidt alenetid, når man endelig er nået til de uger i sommeren, hvor man har børnene. Især når man samtidig oplever et stort savn i de uger, man ikke har dem.

Nogle finder gode løsninger ved at tage af sted med familie eller venner, så man kan aflaste hinanden lidt undervejs. Men ikke alle har et netværk, de kan trække på. Derfor gør flere og flere familier også brug af de gratis aktiviteter, som vi har i vores lokalforeninger, ligesom mange søger råd og støtte i vores rådgivning.

Ferien sætter det hele på spidsen

En af de følelser, der oftest går igen blandt de forældre, vi taler med om parforholdsbrud op til og efter ferien, er ensomhed. For i ferien mangler de nogen at dele dagligdagsbekymringer med.

Hvem deler man med at, sønnike på 5 år igen er begyndt at tisse i bukserne? Hvem spiller man bold op ad, når man skal tage stilling til, om børnene skal have samme regler for skærmtid i ferien som i hverdagene? Og om det var et flåtbid, Amanda fik i skoven, og hvordan og hvor meget man skal holde øje med det?

Hvor man i hverdagen kan bruge sin faste omgangskreds, kollegerne man ser hver dag på arbejdet, så er det ikke en mulighed i ferien. Og heller ikke vennerne er tilgængelige i sommerferien, hvor de er rejst sydpå.

Derfor ser vi også forældre, som får en form for sorgreaktion i ferien, fordi det her går op for dem, at de er alene i forældreskabet. Det er mindre tydeligt i hverdagene, for der er det meget færre timer, hvor man bliver konfronteret med det. Samtidig er det i hverdagen ofte lettere at camouflere, hvis man mangler lidt overskud, hvor arbejdet fylder og man ikke er ’på’ hele tiden.

Hvem laver de fedeste ting med børnene?

Den ensomhed, der for mange enlige forældre følger med i den første tid, kan være svær i sig selv. Men i nogle familier har den følgeskab af konkurrence og konflikt med ekspartneren, som spidser til ved højtider og i ferierne. For hvem laver de fedeste ting for børnene? Hvem har planlagt de oplevelser, som børnene glæder sig mest til? De begivenheder, som de fortæller vennerne om efter ferien?

En far, der tidligere har fået hjælp af Mødrehjælpen, fortæller fx, at han efter flere års tilløb i efteråret begyndte at sparre op til, at han denne sommer kunne tage sine tre børn med i sommerhus. Noget, han virkelig så frem til. Men hans ekskone kom ham i forkøbet ved at annoncere, at hun havde fået samme idé og booket et luksushus med pool, langt dyrere end det, han havde råd til.

For at ugen med faren ikke skulle overgås af ugen med moren i luksussommerhuset, valget han at aflyse.

Lang ventetid presser de mest sårbare

Relationen mellem mor og far efter et brud er selvfølgelig afgørende for, hvordan børnene kommer igennem det.

Der er store følelser på spil, og derfor ser vi ikke sjældent, at konflikter om de mange forhold, der kræver gensidige aftaler efter et brud, hurtigt eskalerer. Det gælder i særdeleshed, når mor og far ikke selv kan blive enige og familien skal have hjælp i det familieretslige system. For mange sager om samvær, forældremyndighed og bopæl trækker lige nu så meget i langdrag, at Rigsrevisionen i begyndelsen af året udtalte kritik af vente- og sagsbehandlingstiderne.

Det efterlader de mest pressede, opbrudte familier med lange perioder præget af usikkerhed og kaos, og hvor børnene bliver de største tabere, for de risikerer at komme i en følelsesmæssig klemme med alvorlig mistrivsel som pris.

De familier skal vi som samfund kunne hjælpe langt hurtigere og langt bedre. Derfor er det afgørende, at ventetiden nedbringes i familieretshuset, og at familierne kan få mere hjælp, fx i form af familieterapi eller mægling, som kan hjælpe dem med at finde enighed og løsninger.

Nærvær er vigtigst

Uanset om der er konflikt mellem mor og far eller ej, kan og vil den dårlige samvittighed overfor børnene melde sig i perioder efter bruddet, hvor alle i familien skal finde sine ben igen. Og det er derfor helt naturligt, at man ikke har det store overskud til at planlægge en hel masse – hverken i hverdagene eller i de første ferier.

Mit vigtigste råd til de forældre – og det vigtigste råd, forældre får i vores rådgivning – er at fjerne fokus fra egne og samfundets forventninger og se på børnenes behov.

Mange børn har ofte mest brug for nærvær og for at slappe af i ferierne. For at have en hel dag i nattøj uden det vilde på programmet. Det er vi mange forældre, der har tendens til at undervurdere.

Og så skal vi alle øve os i ikke at sammenligne os med andre familier på de sociale medier, hvor det ofte kun er de mest glansfulde, idylliske dele af tilværelsen, der bliver delt. I stedet skal vi måske fokusere på at gøre noget lidt anderledes i ferien end i hverdagen. Børn kan godt lide, når vi afviger lidt. Det kunne være med en picnic på stuegulvet en regnvejrsdag, at give Lego-figurerne et bad på terrassen, eller samle skaller på stranden og male dem.

Oplevelsernes værdi afhænger ikke af pris og omfang for vores børn. De higer mest af alt efter nærvær og tid med mor og far og efter, at konflikter og uoverensstemmelser bliver lagt til side – om ikke andet så for en stund. Det skal vi voksne huske.

Få den nyeste viden