Mødrehjælpens genåbner tilbud om støttesamtaler ved tvivl om abort
Magter jeg rollen som mor endnu? Hvad nu, hvis barnets far ikke vil have kontakt med barnet? Hvad betyder det for min uddannelse, hvis jeg får et barn nu?
Masser af alvorlige spørgsmål trænger sig på, når en kvinde er blevet gravid, uden at det var planlagt. Omgivelserne kan have deres velmente holdninger til, hvad der er det rigtige at gøre, og hvordan kvinden skal prioritere.
Igennem mere end 30 år har Mødrehjælpen tilbudt uvildige støttesamtaler til kvinder i denne særligt vanskelige situation. I et halvt år har rådgivningen været lukket, fordi finansieringen kun rakte til den 1. juli i fjor. Men fra 1. januar 2017 har Mødrehjælpen kunnet genåbne tilbuddet, og satspujleforhandlingerne i efteråret sikrede midler til, at vi kan tilbyde støttesamtaler ved tvivl om abort til og med 2020.
Derfor kan kvinder og også par, som er i tvivl om, hvilket valg der er det rette for dem, igen henvende sig og få rådgivning fra en uvildig part.
Støtter kvindens valg
I Mødrehjælpen er vi hverken for eller imod abort. Valget er kvindens eller parrets. Vi hjælper kvinden til at danne sig et overblik over sin situation og de forhold, der kan have betydning for hendes valg. Vi støtter kvinden i den beslutning, som hun vurderer, er bedst for hende.
”Det er vigtigt, at man kan få en uvildig samtalepartner til at hjælpe med at få styr på sine tanker. Hvad enten man vælger at gennemføre graviditeten eller aborten, skal man have ro i sindet med sin beslutning. Det kan vi hjælpe med gennem vores støttesamtaler,” siger Ulla Krogager, ansvarlig for Mødrehjælpens rådgivning ved tvivl om abort.
Louise Bertelsen var 28 år, da hun uventet fandt sig selv med en positiv gravidtetstest i hånden. Først efter en støttesamtale hos Mødrehjælpen blev hun i stand til at træffe den beslutning, som var den rette for hende – nemlig at gennemføre graviditeten.
”Jeg tror, jeg havde fået en abort, hvis jeg ikke havde været til de samtaler. Ikke fordi, at de forsøgte at præge mig i den ene eller anden retning, men fordi jeg blev opmærksom på, at der var to muligheder. På den måde blev det en mere velovervejet beslutning,” fortæller hun i en artikel i Kristeligt Dagblad fra den 19. oktober 2016.
Hjælp ved efterreaktioner
Støttesamtalerne tilbydes også til kvinder, der tidligere har fået en abort, og som er ramt af en efterreaktion. Det gælder omtrent 10 procent af kvinder, der har fået aborter. De kan rammes af både lettelse og sorg, som jo er to modstridende følelser. Især de, der føler, at de var nødt til at få en abort, selv om de egentlig var i tvivl, får efterreaktioner. Netop derfor er det vigtigt at få afklaret sin situation bedst muligt forud for valget.
Støttesamtalerne tilbydes på både telefon, chat og ansigt-til-ansigt.