Ydelseskommissionen er kommet med et bud på et nyt kontanthjælpssystem. Tilbage står dog, at alt for mange børn vokser op i fattigdom. Og at regeringen og støttepartierne har lovet at gøre noget ved det.
Endelig er Ydelseskommissionen kommet med sit længe ventede bud på, hvordan kontanthjælpen med mere skal indrettes. Der er grund til at rose kommissionen for at have gentænkt systemet, forenklet det og også for at have fundet en vej til at løfte nogle tusinde børn ud af fattigdom, uden at det koster mere for statskassen.
Det er ikke en ringe bedrift, for kommissionen var blevet stillet en umulig opgave: Gør noget ved børnefattigdommen, men uden at det må koste mere. Fjern kontanthjælpsloftet, men sørg for, man ikke kan få ubegrænsede ydelser.
Mens kommissionen altså har præsteret at »komme ikke nøgen og ikke påklædt«, som det hedder i sagnet, så ligger hele opgaven nu på regeringen og Folketingets bord. Og lad det være sagt med det samme: For politikerne er det ikke muligt at lave tekniske fiksfakserier som f. eks. at finde nye, kreative måder at tælle alle fattige børn på eller at tage pengene fra psykisk syge unge, hvis de vil leve op til løfterne om at reducere børnefattigdommen markant.
Den virkelighed, vi møder i Mødrehjælpen, efterlader ingen tvivl om, at vi har et stort og uløst problem med fattigdom her i landet, der også rammer titusindvis af børn.
Det er ikke en løsning at lave ændringer i kontanthjælpssystemet, hvor regningen for at løfte 6.000-7.000 børn ud ad fattigdom sendes til andre af landets mest udsatte. Og slet ikke hvis den midlertidige børneydelse samtidig afskaffes, så der reelt ikke er flere børn, der hjælpes ud af fattigdommen – som afdækket i denne avis.
Hvis regeringen vil, har den muligheden for at gøre noget ved den alt for store børnefattigdom. Men det kræver, at den griber øjeblikket og ikke forfalder til talfifleri og tekniske løsninger.
Vi både kan og skal diskutere kroner og øre, hvor præcis en fattigdomsgrænse skal gå, og hvordan ydelserne skal indrettes.
Det bør til gengæld ikke være til diskussion, at der stadig findes alt for mange børn i Danmark, der vokser op i fattigdom. Og at det er uværdigt og betyder afsavn for det enkelte barn og den enkelte familie, samtidig med at det koster samfundet dyrt på lang sigt.
Det handler om børn, som må spørge deres klassekammerater om madder, fordi der ikke er noget at komme i madkassen. Som ikke kan deltage i klasseaktiviteter eller gå til noget i fritiden. Som mangler sko, vintertøj eller medicin.
Det er rigtigt, at konjunkturerne og udsving i indkomsterne får antallet af fattige til at variere fra år til år. Men det er stadig et uomgængeligt faktum, at der er blevet markant flere af dem med indførelsen af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og diverse særligt lave ydelser til udlændinge.
Det er også rigtigt, at hvis man opgør det sådan, at en familie skal have været under fattigdomsgrænsen i tre år for at tælle som fattig, så er antallet af fattige børn markant lavere. Det er selvfølgelig bekvemt med et lavere tal, hvis man har svært ved at leve op til de politiske løfter om at gøre noget ved uligheden og børnefattigdommen.
Men forskningen viser faktisk ganske overbevisende, at selv kortvarig fattigdom i barndommen har langvarig negativ indflydelse. På indkomsten som voksen, på karakterer og uddannelsesniveau og på tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Og selv Ydelseskommissionen når frem til, at der findes 40.000 fattige børn, selv om den anvender en anden opgørelse end AE-rådet og Danmarks Statistik. Det er – uanset opgørelsesmetoden – alt, alt for mange.
Hvis man vil reducere antallet af fattige børn ved at hjælpe forældrene til at blive selvforsørgende, så dur det ikke kun at prøve at styre det med økonomiske incitamenter. Det er også derfor, at kontanthjælpsloftet kun førte til, at få hundrede kom i job, mens titusindvis og især børnefamilier blev fattige. Det kan godt være, det er let at kommunikere, at der skal være et loft over den samlede mængde ydelser, en familie kan modtage. Og at det måske umiddelbart virker rimeligt. Men det fører ikke til selvforsørgelse.
I virkelighedens verden er ydelserne og de økonomiske incitamenter ikke det afgørende. For at sætte det på spidsen: Den enlige mor kommer ikke til at kaste sig helhjertet ind i en jobsøgning, hvis det er usikkert, hvor hun skal bo i næste måned, og så længe hun ikke har fået hjælp til at få sin datter med adhd i en specialskole.
Heller ikke selv om der er et loft over de samlede ydelser, hun kan få, og incitamentet til at søge jobbet er stort.
Selvfølgelig skal vores folkevalgte politikere tage hensyn til, hvordan niveauet af ydelserne er i forhold til lønninger og dagpenge. Men det kan ikke være et altdominerende hensyn, der skaber sine egne problemer, fordi niveauet bliver så lavt, at mennesker ender i fattigdom.
Fra Mødrehjælpens rådgivning ved jeg, at man bliver nødt til at have et bredere blik på familiernes problemer og løse dem i den rigtige rækkefølge, hvis man skal have en chance for at hjælpe dem ud af fattigdom.
Derfor er det sært, at det er beskæftigelsesministeren, der er sat i spidsen for at finde løsninger på børnefattigdommen. Ydelsessystemet spiller en hovedrolle, javel, men hvor er socialministeren i de kommende forhandlinger? Hvor er børneministeren? Børnefattigdom er et socialt problem, der – med al respekt, naturligvis – ikke kun bør overlades til arbejdsmarkedsforskere og beskæftigelsesordførere.
Det handler om ydelser og beskæftigelse, men jo også om at mindske konsekvenserne af et liv i fattigdom.
Nu har vi set Ydelseskommissionens forslag. Det viser klart, at uanset hvor kreativ og nytænkende man er, så får vi ikke gjort noget markant ved børnefattigdommen uden at kigge på den samlede økonomiske ramme. Og at man kun kan komme et stykke ad vejen ved at justere på ydelserne.
Nu venter de politiske forhandlinger forude, og i Mødrehjælpen kræver vi et bredere fokus på tværs af ministerier med målet om at lave en egentlig plan for bekæmpelse af børnefattigdom. Vi forventer af regeringen, at den spiller ambitiøst og visionært ud med en klar målsætning om at sætte børnene før beskæftigelsespolitik og udlændingepolitik. At kontanthjælp bliver en hjælp og ikke en trussel. At familierne får en helhedsorienteret hjælp med fokus på børnenes trivsel og udvikling.
Og vi forventer, at der i den indeværende regeringsperiode som minimum sker en halvering af antallet af fattige børn i Danmark.
Det sagde vi sammen med andre sociale organisationer i valgkampen, hvor det blev et stort tema.
Det fyldte også meget i de forhandlinger, der bragte regeringen til magten, ligesom det har en fremtrædende rolle i forståelsespapiret.
Vi mener det stadig. Og vi vil gøre vores for at holde både regeringen og støttepartierne fast på løfterne.
Uanset hvordan man vender og drejer tallene, så har de senere års reformer ført til markant flere fattige børn. Samtidig er det et klokkeklart løfte, at der skal ske en markant reduktion i antallet.
Mindre end det kan man vel heller ikke forvente af en regering ledet af “børnenes statsminister”.
LÆS OGSÅ: Det mener Mødrehjælpen om børnefattigdom
