Som at gå i et minefelt

Gennem 6 år levede Marie med en mand, der udsatte hende for vold. Dette er hendes beretning om at leve med fysiske tæsk og daglige doser af psykisk nedbrydning. Og samtidig er det fortællingen om en vej ud af voldens skygge - en vej, der for Marie gik gennem Mødrehjælpens rådgivning.

Kapitel 1 – I skyerne

Vores første tid er fyldt med romantik, og jeg bliver vartet op og forkælet. Tænk, at der er en, der er så vild med mig. Jeg har et eller andet sted lidt svært ved at forstå det.

Det får mig til helt at miste jordforbindelse. Jeg bekymrer mig for eksempel ikke over de ting, der dukker op om hans fortid, eller at han ofte ryger hash. Da han fortæller, at han kører rundt uden kørekort, er jeg bare sådan: Okay, jamen det gør du da bare.

Den kæmpe kærlighedserklæring, jeg får i starten, gør, at jeg bliver blind for det. Jeg svæver på skyerne. Det er nok sådan, jeg bedst kan beskrive det.

Han flytter hurtigt ind hos mig og begynder med det samme at lave om i lejligheden. Mange af mine ting bliver smidt ud, og i stedet køber han nye møbler.

Der er stadig meget forelskelse, men der begynder også at snige sig nogle voldsomme skænderier ind.

Det er mig, der laver alt i lejligheden, og han dikterer, hvordan jeg skal gøre. Han begynder også at blive lidt mere bestemmende over, hvad jeg skal lave, både når jeg er på arbejde og derhjemme.

Er du utro, slår jeg dig ihjel
Hvis jeg er ude med mine veninder, skal han også altid hente mig. I starten synes jeg bare, at det er vildt dejligt at blive hentet i bil. Jeg tænker ikke over, at det selvfølgelig er for, at han kan tjekke, hvor jeg er.

Det bliver ret tydeligt, da jeg en aften er på besøg hos en veninde. Hun skal lægge sin datter i seng, og fordi han ikke er kommet, vælger jeg at gå ham i møde. Det bliver han rigtig vred over. Han siger, at hvis jeg nogensinde er ham utro, slår han mig ihjel.

Jeg synes, at det er en voldsom reaktion, og bliver forvirret over, hvor den pludselig kom fra. Men jeg slår det hen. Der er ikke noget advarselssignal, der siger mig, at det her ikke er sundt. At det ikke er godt.

Generelt kigger jeg meget indad, når der kommer den slags reaktioner. Har jeg gjort noget forkert? Måske burde jeg have gjort noget anderledes. Det er noget, som ligger dybt i mig. Og det er helt sikkert et punkt, han har spottet i starten, og som han udnytter efterfølgende.

Så det, der startede som en lille sprække, hvor han kunne få ram på mig, udviklede sig langsomt til et kæmpe hul.

Kapitel 2 – Volden tager til

Der begynder efterhånden at komme mange episoder, hvor han er psykisk voldelig over for mig.

En dag har jeg stegt noget bacon, og det er ikke blevet sprødt. Det bliver han rasende over og ender med at smide al maden ud. Efter den oplevelse gør jeg mig meget umage for at lave bacon præcis, som han vil have det. For at få fred.

Men han er fuldstændig utilregnelig. Så da jeg efter nogle forsøg endelig tænker, at nu har jeg lært det, skifter det igen. Så er baconet pludselig for sprødt.

Vi har også store diskussioner om, hvordan man vasker op. Det kan handle om, hvordan kopperne skal stå, eller om jeg skal bruge opvaskestativ eller ej. Den ene dag siger han, at stativet fylder for meget, den næste er det uhumsk, at det ikke er der.

Konstant på vagt for ikke at træde forkert
Det er én lang kamp for mig for at undgå de her skænderier. Hans holdning til, hvordan jeg skal gøre tingene, skifter hele tiden, og jeg har ikke en jordisk chance for at gøre noget som helst rigtigt.

Det er som at gå rundt i et minefelt. Man ved aldrig, hvornår han sprænger i luften. Jeg prøver bare konstant at mærke efter – hvordan reagerer han, hvis jeg gør sådan? Og hvad sker der, hvis jeg gør sådan? Angsten for at træde forkert lurer konstant i mig.

Det skaber en usikkerhed på mig selv. Jeg siger aldrig fra, når han er utilfreds med noget. Jeg vender det i stedet mod mig selv og håber, at hvis jeg nu retter ind, vil han ændre sig.

Grim, ulækker, so og kælling
Den psykiske vold byder også på en masse grimme ord. Der er nærmest ikke det, jeg ikke bliver kaldt. Jo, måske luder, men ellers er han vidt omkring i negative tillægsord.

Ordene bryder mit selvværd ned stykke for stykke. Og den person, jeg er, bliver bare mindre og mindre.

Marie fortæller i videoen herunder, hvordan hun oplevede den psykiske vold

Kvælertag i sofaen
Den første gang, han er fysisk voldelig, er kort før, jeg bliver gravid med vores første barn. Vi skændes om en eller anden ligegyldig ting, og det ender med, at han lægger sig oven på mig i sofaen og tager kvælertag. Selvom han ikke trykker til, er det skræmmende, at han ligger der med hænderne om min hals og er så vred. Jeg stopper bare og ligger helt musestille.

Der går ikke lang tid efter det, så bliver jeg gravid. I starten af graviditeten går det faktisk godt. Vi er enige om, at nu må vi tage os sammen og stoppe skænderierne.

Men efter kort tid tager også den fysiske vold til. Og i løbet af graviditeten bliver det voldsomt.

Da jeg er 4-5 måneder henne, skal vi i sommerhus en weekend. Han var allerede deroppe, så jeg kører derop med hans vens kæreste. Da vi kommer frem, fortæller jeg, at jeg aftenen forinden havde været ude med en af mine gode venner, som jeg ikke har set i lang tid. Han bliver rasende. Hvorfor havde jeg været det? Og hvorfor havde jeg ikke fortalt ham det?

Jeg undskylder igen og igen, men intet hjælper.

Det andet par i sommerhuset kører ud for at handle, og så snart de er væk, går han ind i soveværelset, hvor jeg sidder, og så pander han mig en.

En tur i nødsporet
Han går i gang med at pakke sine ting. Han vil hjem.

Jeg kører bilen, og benzinlampen viser, at vi er ved at løbe tør for benzin. Den har lyst i et stykke tid allerede. Han råber op: “Hvem i helvede har kørt hele vejen herned uden at tanke. Det er jo idioti?!”. Jeg sænker farten for at spare på benzinen. Også det gør ham vred.

Vi når heldigvis frem til en tankstation, og mens jeg tanker, går han sin vej. Jeg kan ikke se ham nogen steder på rastepladsen, da jeg er færdig, så jeg må ud for at lede efter ham.

Da jeg finder ham, hiver han nøglerne ud af hånden på mig og vil til at køre. Jeg kan jo bare få min ven til at hente mig, som han siger. Jeg skynder mig at løbe efter og når lige at hoppe ind på bagsædet.

Han kører som en sindssyg, indtil der pludselig er kø på motorvejen.

Hør i videoen, hvordan den dramatiske biltur fra sommerhuset udvikler sig.

Partnervold – et udbredt problem i danske hjem

Marie har været udsat for systematisk og vedvarende partnervold. Der er ikke blot tale om tilfælde, hvor volden sporadisk dukker op, fordi temperamentet koger over. Volden i disse forhold er mere kalkuleret. Den er et middel til at opnå magt og kontrol.

Ofte begynder magtforskydningen i parholdet med psykisk vold, som senere kan glide over i andre former for vold – for eksempel fysisk, seksuel eller økonomisk.

Den seneste opgørelse fra 2018 anslår, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for fysisk vold af en partner. Man formoder at tallet vil være væsentligt større, hvis den psykiske vold indgik i opgørelsen.

Volden kommer snigende
Mange voldsudsatte har den oplevelse, at volden kom snigende. At de uden at bemærke det pludselig står et sted, hvor det allerede var gået for vidt.

De fleste har været overbeviste om, at de sagtens ville kunne sige fra over for voldelig adfærd, men det er nemmere sagt end gjort, når volden får fat.

Volden nedbryder dine følelser og din personlighed, og gennem manipulation og kontrol kommer du langsomt til at føle dig lille, bange, alene, afmægtig og ikke mindst afhængig af din partner.

Kapitel 3 – Erkendelsen

Jeg er afhængig af ham. Jeg har aldrig taget kokain, men jeg forestiller mig, at det at leve i et voldeligt forhold minder om at tage stoffer.

Når volden er slem, så higer jeg kun endnu mere efter at få endnu et fix af det kærlighedsboost, jeg oplevede i starten. På den måde har han magten over mig, og det udnytter han. Han kører hele tiden et spil med mine følelser. Så når jeg er allerlængst nede, kommer der en periode, hvor han behandler mig, som en prinsesse igen. Jeg får at vide, hvor fantastisk jeg er, at han kun elsker mig, og at jeg er den eneste, der kan holde ham ud.

Når man hele tiden har fået at vide, at man er grim, ulækker og klam, så kan det næsten ikke beskrives, hvor dejligt det er at høre.

Det giver mig altid et kæmpe håb, når der er sådan en periode. En tro på, at han har ændret sig. At den mand, jeg faldt for i starten, er tilbage.

Det tager lang tid for mig at indse, at det aldrig kommer til at ske.

En skelsættende sætning
Til en konfirmation i Sverige taler vi med en kvinde, som tidligere har levet i et voldeligt forhold. Vi er på vej hjem i bilen, og vores datter, som ikke var mere end et halvt år på det tidspunkt, sidder i autostolen på bagsædet.

Pludselig siger han noget, som ender med at blive skelsættende for mig. Hør hvad i videoen herunder.

Han kan ikke forstå, at jeg græder. Jeg prøver at sige: Hør her, det er ikke normalt, at man synes, at det er i orden at slå. Om man så bliver provokeret. Det er altid den, der slår, som har ansvaret.

Han er helt kold, men jeg bliver bare ved med at græde hysterisk. Så må han da forstå, at det ikke er normalt, tænker jeg.

Da vi efter en halv time holder ved Øresundsbroens betalingsanlæg, slår han mig lige ved øjet. Og så bliver jeg stille.

Angst for at miste
Efter et skænderi, ender vi ofte med at slå op. Det sker også efter den her episode. Min veninde hjælper og støtter mig, og vi har mange snakke i tiden efter.

Typisk når vi går fra hinanden, ender det med, at jeg tigger ham om at tage mig tilbage. Den der følelse af at miste gør mig virkelig, virkelig bange. Det er endnu et af de sårbarhedspunkter, han har fået ram på – den lille pige i mig, som har en angst for at miste.

Denne gang formår jeg heller ikke at holde fast i beslutningen om at gå. Når han kommer for at være sammen med vores datter, begynder han at blive hængende længere tid end aftalt, og til sidst er han flyttet tilbage.

Jeg tør ikke ringe til min veninde efter det. Jeg skammer mig sådan. Nu havde hun været der for mig og forsøgt at hjælpe, og så er jeg alligevel tilbage. At miste hende gør mig endnu mere isoleret. Nu er der faktisk kun min familie tilbage, og de aner ikke, hvordan det står til.

Kapitel 4 – Løvens hule

Han flytter til en ny lejlighed på et tidspunkt. Det er meningen, at jeg skal få lejet den anden lejlighed ud, så vi kan flytte med. Men jeg kan bare mærke, at det kan jeg ikke. Hele min krop stritter imod.

Der kommer derfor en lang periode, hvor vi bor hver for sig. Jeg er højgravid på det her tidspunkt, og vores andet barn ender også med at komme til verden, mens jeg bor det ene sted, og han det andet.

Amok over sæbe på bordet
Vi tager over til ham et par gange om ugen, så han kan være sammen med børnene, men det er ikke rart at komme der. Jeg beskriver det i min dagbog som løvens hule. Jeg vil ikke derud, men jeg kan heller ikke gå fra ham, så jeg befinder mig i en tilstand ude af stand til at handle.

Det bliver for det meste meget voldsomt, når vi er derude.

En dag spilder jeg noget sæbe på bordet, da jeg vasker mine hænder. Det går han helt amok over. Så sæben ender med et skænderi om, at jeg er ulækker, dårlig opdraget og et dårligt menneske.

Når vi skændes, kan vores datter godt finde på at komme og spørge: Hvad laver I? Måske et forsøg fra en halvanden-årig på at stoppe det.

I den her situation kan jeg mærke, at jeg bliver nødt til at få hende væk. For det er på vej til at eskalere. Så jeg går ud af køkkenet og tager hende med ud på badeværelset, mens han råber og skriger af mig. Jeg får skubbet døren i, men når ikke at låse den.

Han får mast døren op, kommer ind og skubber til os. Det er bare få millimeter fra, at vores datter slår hovedet hårdt ind i en hylde.

Marie fortæller her om kampen for at beskytte både sig selv og børnene, når volden stod på.

Selvom det er voldsomt, når vi er hos ham i den nye lejlighed, så gør flytningen også, at jeg begynder at mærke mig selv igen.

De fleste dage er han der jo ikke. Han terroriserer mig stadig med sine sms’er, men fysisk får jeg ro, og jeg begynder at mærke, hvor træt og udkørt jeg er. Jeg begynder samtidig også at mærke forskel på, hvordan jeg har det, når jeg er i den gamle lejlighed, hvor der er rart at være, og hvordan jeg altid føler, at der venter noget grimt i løvens hule.

Den her evne til at mærke, hvad jeg føler, var ellers langsomt blevet visket ud i mig. Jeg har i lang tid ikke stået ved mig selv, men var begyndt at tro på, hvad han sagde om mig, og forsøgte hele tiden at lave om på mig selv, for at han skulle holde op med at kalde mig det ene og det andet.

Ikke længere råd til realkreditlånet
Flytningen gør, at han begyndte at miste magten over mig. Men samtidig er tiden ved at løbe fra mig. Min økonomi er presset, og jeg risikerer at måtte flytte fra min lejlighed.

Han har aldrig betalt en regning til hjemmet eller til børnene. Det er mig, der står for at betale alt, selvom jeg med først SU og senere barselsdagpenge ikke har den store indtægt. Det hænger slet ikke sammen for mig med to huslejer, institution til børnene og udgifter til mad.

På det her tidspunkt står jeg pludselig i en situation, hvor jeg ikke kan betale mit realkreditlån.

Samme måned får jeg dog penge tilbage i skat. De kommer som sendt fra himlen. Men jeg er godt klar over, at det brænder på, hvis vi ikke skal være tvunget til at flytte hen til ham.

En flod af indelukket vrede og had
En aften kort tid efter er vi ude hos ham, og jeg har lavet pizza. Jeg fordeler resterne i to poser. En børnevenlig version, som vi kan tage med hjem dagen efter, og en til ham. Men næste morgen har han været inde og bytte om og tage de stykker, han vil have.

Der bliver det bare for meget for mig. Jeg kan huske, at jeg simpelthen bliver så gal, at det ender med, at jeg står og slår ind i en pude, mens jeg råber: Jeg hader dig, jeg hader dig, jeg hader dig!

Jeg har aldrig følt et had til ham, men lige der, vælter det bare ud. Jeg flyder over af indelukket vrede.

Vreden ender med at være god for mig, for den får mig til at handle. Og lige der starter min vej ud af forholdet for alvor.

Kapitel 5 – Lille spejl på væggen der…

Jeg begynder at observere mere. Når jeg kommer ud i hans lejlighed, lægger jeg for eksempel mærke til, at der er beskidt i køkkenet, allerede da vi kommer. Så hans beskyldninger om, hvor uhygiejnisk og klam jeg er, når jeg laver mad, rammer mig ikke på samme måde som tidligere. Jeg kan pludselig se, at han ikke har ret.

Jeg låner også bøger på biblioteket om psykopater, så jeg bliver klædt på til, hvordan jeg bedst kan håndtere den situation, jeg er i.

For på det her tidspunkt er jeg godt nok på vej ud af forholdet, men jeg stadig ikke parat forlade ham. Jeg tør ikke gå endnu.

Kæmpe overvindelse at søge hjælp
Jeg begynder at undersøge, hvor jeg kan få hjælp. Hver gang jeg ringer for at søge hjælp, er det en kæmpe overvindelse. Der skal så meget mod til, og det tager ekstremt meget af min energi. Når jeg har ringet til et sted, går der en måned, før jeg tør kontakte et nyt.

Jeg får tilbudt samtaleterapi gennem SR-Bistand, og det giver mig nogle vigtige værktøjer.

Hun lærer mig blandt andet, at jeg kan tale med mig i spejlet. Man behøver ikke andre for at få kærlighed.

Så jeg går rundt og taler med mig selv og giver mig selv komplimenter, hvilket er helt vildt rart. Det løfter mig op.

Nogle gange, når han står og skriger mig ind i hovedet, står jeg også mentalt og taler til mig selv i spejlet, for at det ikke skal gå ind og ramme mig.

Der går nogle måneder, og en sommerdag kommer det afgørende øjeblik, hvor jeg efter fire år med vold endelig finder vejen ud.

Mere død end levende. Hør Marie fortælle, hvordan hun havde det, da der endelig kom en ende på forholdet.

I Mødrehjælpen får jeg omsorg, og der bliver ikke stillet spørgsmål ved, hvorfor jeg er havnet, hvor jeg er. De klandrer mig ikke.

Jeg møder en anerkendelse af, at det ikke er mig, der er skør. At det her også sker for andre. Den forståelse og omsorg er vigtig for mig lige der.

Ud af voldens skygge
Jeg starter i tilbuddet Råd til Livet, hvor der udover samtaler med en socialrådgiver også er økonomisk og juridisk hjælp. Jeg ved jo, at om bare få uger, vil jeg igen ikke kunne betale af på mit lån, og jeg har den her kæmpe gæld, som gør det svært for mig at komme videre. Derfor er det en god start for mig. Den økonomiske mentor hjælper mig med at lægge en plan og kontakte banken, som heldigvis går med til vores plan. Jeg kan beholde min lejlighed.

Efterfølgende får jeg plads i Ud af Voldens Skygge, hvor der både er psykologbehandling og gruppeforløb. Her møder jeg en flok fantastiske kvinder i samme situation som mig, og vi har kunnet sparre og hjælpe hinanden.

Jeg får også redskaber til at håndtere min ekspartner. Det er desværre ofte sådan, at bare fordi man går fra en voldelig parter, så stopper volden ikke. Særligt ikke, når man har børn sammen. Han gør alt, hvad han kan for stadig at kontrollere og chikanere mig, og han bruger i den grad børnene som magtmiddel. Det er svært at være i, og det kræver nogle dybe vejrtrækninger. På det punkt har Mødrehjælpens hjælp været uvurderlig for mig.

Jeg har fået et skub videre, så jeg kunne blive mig selv igen, sådan vil jeg sige det.

Epilog – 7 år efter bruddet

Jeg lever stadig med min ekspartners konstante beskyldninger og chikane. Det er ikke så lang tid siden, at han også truede mig på livet.

Jeg kan ikke vente til at begge børn er fyldt 18 år, så jeg ikke længere er afhængig af ham.

Selvom der stadig er meget, der er hårdt, vil jeg sige, at jeg heldigvis har det rigtig godt.

Det har været et langt forløb, og jeg måttet arbejde med angsten i små bidder. Mødt den, og udfordret den.

Jeg har stadig en smule angst. Den kommer typisk i bestemte situationer. Ofte i bilen, da meget af volden foregik, mens vi kørte. Så sad han for eksempel og prikkede mig fysisk i siden med en finger, mens han råbte: Du gør det forkert! Kan du ikke se, at de bremser derhenne?

Jeg havde simpelthen hvide knoer, hver gang jeg kørte bil. Det har taget lang tid at falde til ro.

Bange for at blive slået ihjel for at aflyse tid
I starten turde jeg heller ikke ringe til for eksempel lægen og aflyse en tid.

Jeg var bange for, at de ville blive så vrede over det, at de ville slå mig ihjel. Altså for at aflyse en tid. Det var helt ude af proportioner. Det kan jeg sagtens se nu. Men det var jo den konsekvens det havde haft at aflyse eller ændre på planer, da jeg var sammen med min ekspartner.

Fortællingen er Maries personlige beretning og et udtryk for, hvordan hun oplevede forholdet. Den er fortalt til journalist Mette Jensen i oktober 2019.

Marie er et opdigtet navn. Af hensyn til Marie og hendes børn har vi valgt at anonymisere hende i artiklen. Hendes rigtige identitet er kendt af Mødrehjælpen.