”Jeg vidste, at jeg blev nødt til at få styr på min økonomi. Jeg kunne jo ikke byde at få et barn og ikke have råd til det. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle få hul på det. Jeg havde brug for en rettesnor i forhold til: Hvordan gør jeg? Hvordan lærer jeg at styre mine penge? Det var hun god til at vejlede mig i. Jeg har fulgt alle de råd, jeg fik, og fået nogle gode vaner i forhold til min økonomi.”
De gode råd er rettesnor i hverdagen
Gælden var omkring 75.000 kroner, da den var på sit højeste. I dag er den mere end halveret. Er en regning betalt ud, sætter hun afdraget op på en anden. De ugentlige madplaner bliver fulgt. Og Michella sparer op til både ferier og konfirmation.
Hun er også startet som elev i en regnskabsafdeling. Ikke lige den karrieresti, der lå i kortene, da hun for to år siden kom ind i Mødrehjælpen med bunken af uåbnede rudekuverter, men elevpladsen er et godt bevis på den store udvikling, Michella har gennemgået efter rådgivningen i Mødrehjælpen.
Faktisk har hun i dag så meget tjek på pengene, at hun styrer både sin egen og kærestens økonomi.
”Vi er flyttet sammen og har fået fælles økonomi. Det var mig, der lavede aftale med banken, da vores konti skulle lægges sammen, og det er mig, der har lagt budgettet,” siger Michella, som oplever en stor ro efter at have genvundet kontrollen.
”Jeg er meget sikker på mig selv nu,” siger hun.
”Jeg synes også, at jeg er blevet en bedre mor af det. På sigt ved jeg, at vi vil komme til at eje huset, og vi har fået ny bil. Ikke fordi at materielle ting er altafgørende, men det er rart, at jeg kan købe nogle ting og noget ordenligt tøj til min dreng. Vi har været på ferie, så jeg kan også give ham nogle oplevelser, der koster penge. Jeg synes, det er vigtigt, at jeg er et godt forbillede for ham. Han skal lære, at man ikke skal tage en masse dumme lån, men at man må spare op, hvis der er noget, man vil have.”
Interviewet med Michella er lavet i 2015 og oprindeligt bragt i Mødrehjælpens medlemsblad MødrehjælpenNyt.
Fik du ikke svar på alle spørgsmål? Søg hjælp på siden Viden og råd og fordyb dig i vores flere end 100 rådgivningsartikler.