Ny analyse fra Mødrehjælpen: Sårbare børnefamilier frygter konsekvenserne af en potentiel ny nedlukning
Sårbare børnefamilier er fortsat mærkede af en række udfordringer som følge af coronakrisen. Det viser eneste udgave af MødrehjælpenTema.
En ny analyse fra Mødrehjælpen viser, at sårbare børnefamilier fortsat er mærkede af en række udfordringer som følge af coronakrisen. Familiernes sommerferie har været præget af en stærkt begrænset økonomi og fortsat social isolation. Familierne ser med bekymring på konsekvenserne af en potentiel ny nedlukning, hvor det særligt er det økonomiske pres, det at stå alene uden pasningsmuligheder og bekymring for børnenes trivsel, der optager forældrene.
Undersøgelsen viser, at:
74 pct. af familierne har haft færre penge til sommerferien, end de normalt har.
60 pct. svarer, at de ikke har haft råd til ferieaktiviteter, som de normalt ville gøre.
Hvis Danmark lukker ned igen, er forældrene især bekymrede for at stå alene med børnene. De frygter også, at de ikke kan få hjælp fra nogen, og at børnene bliver ensomme.
Forældrene er også bekymrede deres i forvejen skrøbelige økonomi. Det er særligt i forhold til, om de har råd til at have børnene hjemme, og om de mister deres job (for dem i beskæftigelse)
I tilfælde af ny nedlukning har familierne mest behov for økonomisk hjælp (75 pct.) samt støtte i hverdagen og nogen at tale med (34 pct.)
Undersøgelsen følger op på en analyse fra sommeren 2020, hvor man blandt 1.500 sårbare børnefamilier undersøgte, hvordan coronakrisen og nedlukningen i foråret ramte dem. Analysen viste, at familierne var hårdt pressede på særlig økonomi og social isolation, men at de i lav grad havde fået hjælp til deres udfordringer. Med denne analyse følger vi op hos familierne med fokus på, hvordan familierne bedst kan hjælpes i en hverdag, hvor restriktionerne og potentielle nedlukninger af dagtilbud fortsat præger deres og børnenes trivsel.
Mødrehjælpen følger bekymret udviklingen og håber, at regeringen vil tage ansvar for de udsatte familier, hvis flere restriktioner indføres, eller landet skal lukkes ned igen.
”Jeg ser et stort behov for at sikre familiernes økonomi, hvis samfundet skal lukkes ned igen. Det bør regeringen og støttepartierne tage ansvar for. Samtidig er det enormt vigtigt at holde skoler, dagtilbud og understøttende tilbud som fx besøg fra en sundhedsplejerske åbne. På den måde kan sårbare familier lidt lettere se igennem en ny nedlukning, der i forvejen vil ramme dem hårdt,” siger Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen.