Bliv frivillig i Mødrehjælpens aktiviteter

"Det giver en ubeskrivelig glæde at kunne give noget af sig selv"

Mød Andreas Frost - aktivitetsfrivillig i en af Mødrehjælpens lokalforeninger.
Andreas_er_aktivitetsfrivillig_i_Moedrehjaelpen
Andreas Frost er aktivitetsfrivillig i Mødrehjælpens lokalforening i Vejle. Foto: Andreas Omvik

Andreas Frost på 21 år fra Vejle er aktivitetsfrivillig i Mødrehjælpens lokalforening i Vejle. Her tager han et par gange om måneden ud på tur med børnefamilier fra Vejle og omegn.

Lokalforeningen har blandt andet lavet skattejagt, Pokemon-tur, biografture, og de har været en stor flok afsted til Legoland.

Frivillig ved et tilfælde

“Jeg er mest en form for legeonkel og stemningsspreder – jeg engagerer mig selv og de andre i aktiviteterne og sørger for, at alle har det godt. Som regel er jeg rigtig god til at fange børnene i deres rum, for jeg ved, hvordan det er at være den alder”, fortæller Andreas, der har været frivillig i lidt over et år.

Det er lokalforeningens aktivitetsudvalg, der planlægger aktiviteterne, og så kan Andreas sige ja eller nej til at være med. Han siger dog altid ja, hvis han kan. Derudover hjælper han også når it’en driller i Mødrehjælpens butik, hvor han kan bruge erfaringer fra sit studie som it-supporter.

Selvom han blev frivillig ved lidt af et tilfælde, da hans mor spurgte, om han ikke vil hjælpe med en Pokemon-tur, er han blevet meget glad for arbejdet.

“De her børn har ellers ikke mulighed for at få de her oplevelser – og jeg kan se lyset i øjnene på dem. Det er fedt at kunne give sig tid til dem, for så kan det være, at de føler sig som en del af fællesskabet lige den dag”, forklarer Andreas.

Tryghed er det vigtigste

For Andreas er der mange værdier i spil, når han er med børnefamilierne på tur. Men den vigtigste for ham er at skabe tryghed for de familier, der er med.

“For de her mennesker kan det måske føles lidt utrygt at være med, så det vigtigste er, at jeg kan skabe tryghed, så børnene kan åbne sig op. Det handler om at sætte sig ned med dem og lave noget sammen. Når de føler, at der er en, der har tid til dem, så åbner de hurtigt op”, uddyber Andreas Frost, der tydeligt kan se, hvilken forskel trygheden gør for familierne.

“Forældrene bliver også trygge ved os, og de finder ud af, at der er nogle, der tager deres hånd og guider dem igennem dagen. Mange af familierne kommer tilbage, og de engagerer sig mere og mere. Så vi kan hurtigt se værdien i trygheden, når børnene pludselig ikke har problemer med at lege med hinanden”, siger Andreas Frost, der mener, at det er vigtigt, at børnene få lov til at mærke den tryghed til aktiviteterne.

Andreaser_aktivitetsfrivillig_i_Moedrehjaelpen
Andreas oplever en helt anden glæde, end før han blev frivillig. Foto: Andreas Omvik

Det giver en anden glæde og selvværd

Andreas Frost får selv en masse ud af at være frivillig i Mødrehjælpen. Han oplever nemlig en helt anden glæde, end han plejer – og han føler, at han også får meget fra de børnefamilier, som kommer til arrangementerne.

“Uden at ændre på dig selv, bliver du bekræftet i, at det, som du kan give, er noget, som andre mennesker har brug for. Bare det, at du er dig, er nok, og så får jeg en følelse af, at jeg er god nok. Vi har givet hinanden nogle oplevelser, og det skaber en perfekt og harmonisk oplevelse af noget ubeskriveligt”, fortæller Andreas Frost, der selv kan genkende det at have et forbillede.

“Jeg havde en pædagog i børnehaven, som nok havde den alder, jeg har nu, og ham ville vi altid lege med, og vi så op til ham. Jeg kunne selv mærke den fornemmelse, da jeg startede på Pokemon-turen. Det er en rigtig fed følelse at kunne give den følelse til andre børn”, siger han.

Bare meld dig til

Andreas Frost beskriver sit frivillige arbejde med ordene energisk, personlig og glæde.

Han bliver glad, når han har været på tur, og han bringer sin personlighed i spil sammen med børnefamilierne på en god måde – og han lægger meget energi i det, når han er sammen med familierne.

Andreas_er_aktivitetsfrivillig_i_Moedrehjaelpen.
Meld dig som frivillig, lyder opfordringen fra Andreas Frost. Foto: Andreas Omvik

Han opfordrer alle interesserede til at melde sig som frivillige.

“Har du lysten og passionen, så bare meld dig til. Man skal ikke kunne noget bestemt, for hvis lysten er der, skal alt andet nok falde på plads. Alle kan gøre det, hvis de har lysten og tiden – og mangler noget meningsfuldt at bruge den til”, afslutter han.

Læs mere om at være aktivitetsfrivillig i Mødrehjælpen.

Få den nyeste viden