Støt
Væk fra siden!
Viden og råd

Støtte og gratis oplevelser i din Mødrehjælpen-lokalforening

Mødrehjælpens lokalforeninger arrangerer for eksempel fællesspisning, udflugter i naturen, sommerlejre og juletræsfester. Gratis aktiviteter, som du og din familie har mulighed for at deltage i.

I Mødrehjælpen gør næsten 2.000 frivillige en stor indsats i børnetøjsbutikker og lokalforeninger landet over.

De arrangerer et væld af gratis aktiviteter og arrangementer for dig og dine børn, når I har brug for nye oplevelser, et pusterum eller vil møde nye mennesker.

Mød andre familier i sjove aktiviteter

Mødrehjælpens lokalforeninger har en række aktiviteter, som alle er med til at samle familier og frivillige fra lokalområdet. I Historieklubben kan børnene for eksempel få ro til at slippe fantasien løs, mens der er mere fart over feltet i Tons & Tummel og jord under neglene i Natur & Familie.

Måltidet er den aktivitet, som har kørt længst tid, og dermed findes den også i flest lokalforeninger.

Du kan få et overblik over alle aktiviteter her, og ellers kan du finde din nærmeste lokalforening og se, hvilke aktiviteter den tilbyder.

Sommerlejr og endagsudflugter

Mange lokalforeninger arrangerer mindre udflugter i ferierne, hvor du og din familie kan slappe af og have det sjovt sammen med andre familier og Mødrehjælpens frivillige. Det kan for eksempel være en tur i et legeland eller i svømmehallen.

I enkelte lokalforeninger arrangeres der hvert år en sommerlejr, hvor børnefamilier, som ikke har plads til en ferie i budgettet, kan få en tur væk fra hverdagen. Kontakt din nærmeste lokalforening for mere info.

Få også styr på, hvad andre organisationer tilbyder af gratis og billige oplevelser i sommerferien.

Billigt tøj og legetøj

I Mødrehjælpens butikker kan du købe brugt, velholdt børnetøj til en brøkdel af den normale pris. Hvis du er gravid, kan du i mange butikker desuden få eller billigt købe en startpakke til din baby med for eksempel tøj, sparkedragter, bleer, legesager og andre fornødenheder eller et gavekort til butikken.

Aftensmad, babysvømning eller …?

Flere lokalforeninger har udover aktiviteter også andre faste arrangementer som for eksempel temaaftener med mad og oplæg, babysvømning, juletræsfest og så videre.

Kontakt din nærmeste lokalforening for at læse mere om, hvad der foregår i nærheden af, hvor du bor.

Hjælp til fødselsdagsfesten eller hverdagen

Skal du fejre fødselsdag for dit barn, kan du i mange lokalforeninger søge om at få fødselsdagshjælp, også kaldet Den Rullende Kagemand, i form af for eksempel kage, mad, pynt og andre ting, som er med til at skabe en god børnefødselsdag.

Enkelte lokalforeninger er også begyndt at tilbyde en Familieven til familier, som har brug for selskab eller en hjælpende hånd i hverdagen.

Fik du ikke svar på alle spørgsmål? Søg hjælp på siden Viden og råd og fordyb dig i vores flere end 100 rådgivningsartikler.

Få den nyeste viden