Beslutningen var længe undervejs
Egentlig er Lottes fortælling den klassiske historie om to mennesker, der vokser fra hinanden. Hun og ekspartneren havde været sammen i 21 år. De mødte hinanden gennem studiet, forelskede sig og fik tre børn.
Men med tiden forsvandt den overbærenhed, man har i starten af et forhold. De begyndte i højere grad at leve livet hver for sig, der var ikke længere plads til forskelligheder, og de ting, der normalt fik tingene til at balancere, forsvandt. Derfor endte det til sidst i skilsmisse.
”Jeg vågnede ikke bare op en morgen og tænkte, jeg vil skilles. Det var en beslutning, der var lang tid undervejs. Specielt, fordi vi har tre børn, for så er det også deres liv, min beslutning vender op og ned på,” siger hun.
”Børnene blev alfaomega i, hvordan jeg håndterede min beslutning. For mig har det aldrig handlet om, hvorvidt jeg har ret til børnene, men hvordan jeg får dem til at trives bedst i den her situation. Jeg er et voksent menneske, jeg skal nok klare mig.”
Al dialog forsvandt med ønsket om skilsmisse
De seneste år af Lotte og hendes partners ægteskab havde været konfliktfyldte, og ofte ønskede børnene ikke at være i samme rum som forældrene, når de skændtes. Men da først Lotte sagde den tanke højt, hun havde gået med i flere år: at hun ville skilles, blev det hele forværret. Al dialog forsvandt.
”Min ekspartner opfattede det som en krigserklæring. Det var hæsligt at bo under samme tag. Alting blev målt og vejet. Vi fik endnu flere skænderier – ikke om én ting, men om alting. Samtidig ville ingen af os flytte, for så ville børnene få bopæl hos den anden,” siger Lotte.
Bopæl og samvær skabte konflikter
Børnene blev det store konfliktpunkt. Hvor skulle de have bopæl? Hvordan skulle de have samvær? Hvad med ferie?
Samtidig følte Lotte, at hendes evne som mor hele tiden blev vurderet, mens skilsmissesagen kørte.
