5 anbefalinger til næste regering: Sådan sætter vi en stopper for fattigdommen
Mødrehjælpen og Red Barnet er gået sammen om et udspil til en national handlingsplan, der skal komme den stærkt stigende børnefattigdom til livs.
I Danmark lider 64.500 børn hver dag alvorlige materielle og sociale afsavn, fordi de lever i fattigdom. Det er dybt kritisabelt og uacceptabelt i et velfærdssamfund som det danske.
Derfor er Mødrehjælpen og Red Barnet gået sammen om et udspil til politikerne, der skal bekæmpe børnefattigdom i Danmark. Udspillet indeholder konkrete anbefalinger, som bygger på Mødrehjælpens og Red Barnets viden om børnefamilier, der lever i fattigdom.
De konkrete anbefalinger er samlet under følgende fem punkter
1: Fattige børn skal sikres et rimeligt økonomisk levegrundlag
Det nuværende niveau for overførselsindkomster er ikke acceptabelt. Kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen skaber fattigdom i Danmark. Hvis børnefattigdom skal bekæmpes, skal ydelsesniveauet for børnefamilier hæves.
2: En familievenlig boligpolitik
Det er en udfordring for mange fattige børnefamilier at finde en lejebolig, som de har råd til. Derfor er der brug for en ny, aktiv lejeboligpolitik, der giver fattige børnefamilier adgang til sunde, permanente, billige boliger.
3: Stærke fællesskaber og velfærdsinstitutioner
Alle børn har behov for at være en del af et fællesskab, men mange fattige familier er socialt isolerede, og børnene havner uden for fællesskaberne. Derfor skal frivillige kræfter engageres endnu mere i indsatsen for fattige børnefamilier, så ingen børn står alene. Og velfærdsinstitutioner skal sikres ressourcer og redskaber til at integrere børn i fattigdom.
4: Bedre sundhed for sårbare børn
Fattige børn skal sikres adgang til medicin, behandling og sund kost på lige fod med andre børn. Derfor skal tilskudssystemet strømlines og gøres mere fleksibelt, ligesom alle børn skal have mulighed for madordninger i skoler og dagtilbud, der skal være helt eller delvist gratis for forældre med lave indkomster.
5: Helhedsorienteret og uvildig rådgivning
Fattige børnefamilier skal sikres uvildig, åben rådgivning om forhold, der påvirker deres økonomiske situation, samt rettigheder i den offentlige forvaltning.