Bliv frivillig i aktiviteter for familier med større børn

Bliv frivillig i Mødrehjælpens Den Rullende Kagemand

Som frivillig i Mødrehjælpens fødselsdagshjælp Den Rullende Kagemand giver du børn mulighed for at holde en fødselsdag og blive fejret af vennerne.

Det er en stor dag i et barns liv, når man skal holde fødselsdag med kammaraterne, og det er ofte en dag, som barnet glæder sig til. Forældrene ønsker at gøre dagen til noget særligt, men ikke alle har overskuddet. Som frivillig i Mødrehjælpens fødselsdagshjælp, Den Rullende Kagemand, hjælper du børnefamilier, der af personlige, økonomiske og/eller helbredsmæssige årsager mangler overskud til at give deres barn en festlig fødselsdag med vennerne fra skolen eller børnehaven.

 

Jeg vil gerne give børn en bedre start og håb for fremtiden.

– frivillig i Mødrehjælpen

Din opgave som Den Rullende Kagemands-frivillig

I Den Rullende Kagemand er det som frivillig din opgave at sørge for, at familien får pakken med materialer til en klassisk børnefødselsdag. Det er også dig, der køber ind: kakao, grønt, flag, pynt, kagemand, boller samt en gave til fødselaren. Hvis du vil være tovholder for aktiviteten får du bl.a. også ansvaret for at modtage og behandle ansøgninger fra familier.

Som frivillig deltager man ikke i fødselsdagen.

Hvem er du?

  • Du har egen bil (hvis du kører ud med materialerne)
  • Du er et varmt menneske, der udviser empati og møder familierne med et smil.
  • Du er interesseret i at snakke med mange typer af mennesker
  • Du vil gøre en forskel for børn og deres forældre.

Hvad får du ud af være frivillig i Mødrehjælpen

  • Du gør en forskel for lokale gravide og børnefamilier i sårbare situationer. Du er med til at skabe nærhed og gode oplevelser samt støtte familierne i at skabe netværk og nye fællesskaber.
  • Du bliver en del af et stærkt fællesskab med andre frivillige – både i din lokalforening og på tværs af landet og får mulighed for at udveksle erfaringer, sparre med konsulenter og deltage i faglige oplæg.
  • Du får udvidet dit netværk, og bidrager til at løfte dit lokalområde ved at udvikle, planlægge og gennemføre aktiviteter for lokale familier.

Tidsramme for at være frivillig i Den Rullende Kagemand

At være frivillig i Den Rullende Kagemand er meget fleksibelt. Den ene måned melder du dig måske på at køre ud med varer til én fødselsdag, og den næste måned kører du ud til tre fødselsdage. Hver fødselsdag kræver ca. 1-2 timer, hvor du handler ind og kører ud til familien. Du deltager ikke i fødselsdagen. Måske har du ikke tid til at handle, men du vil gerne køre ud. I lokalforeningen er I flere aktivitetsfrivillige og det er muligt at lave aftaler om, hvordan og hvorledes du kan være frivillig.

Det var helt vildt, og det kunne jeg også se på min søn. Han var så lykkelig. At have den flotte kagemand, saftevand, frugt, boller, smør.

– Mor, der har modtaget Den Rullende Kagemand

Bliv frivillig i Mødrehjælpens Den Rullende Kagemand

Udfyld kontaktformularen og nævn, at du er interesseret i at blive frivillig i Den Rullende Kagemand

Når du udfylder kontaktformularen, sender vi dine oplysninger videre til den lokalforening eller butik, du ønsker, så de kan kontakte dig. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger i vores cookie- og privatlivspolitik.

Få den nyeste viden