Bogen ”Mig og min (særlige) rygsæk. En bog med viden, erfaringer og øvelser til dig, der har oplevet voldsomme konflikter og vold i familien” er primært skrevet til børn og unge, men kan med fordel bruges af fagfolk i dialog med børn og unge.
Bogen er udarbejdet af Lev Uden Vold med Maria Højer Nannestad som primære forfatter. Mødrehjælpen har også bidraget til bogen tilblivelse. Udviklingskonsulent i Mødrehjælpen Helle Dalgaard Lauridsen, som også er videnskonsulent i Lev Uden Vold, har bidraget med viden om vold og skrevet afsnit i bogen om blandt andet børns rettigheder.
Derudover har vicedirektør Trine Schaldemose og Carina Bothilde, børneterapeut i Mødrehjælpens voldsindsats Ud af Voldens Skygge, siddet i følgegruppen og bidraget med viden og sparring til bogens indhold.
Læs mere om den nationale enhed Lev Uden Vold her.
Hvorfor er denne bog vigtig for voldsudsatte børn?
I dette uddrag fra bogen giver forfatteren sit svar på dette spørgsmål:
”Vi har skrevet denne bog, fordi vi ved, at det kan være svært for mange børn og unge, der har oplevet voldsomme ting i deres familie, at fortælle og sætte ord på deres oplevelser og følelser. Måske fordi de ikke er sikre på, at andre vil forstå dem. Måske fordi de føler sig pinlige over det, der sker i deres familie, eller fordi de har fået at vide, at de ikke må fortælle det til nogen. Det kan også være svært at fortælle andre om store konflikter i ens familie, fordi det er svært at vide, hvad man skal sige, og man føler sig Forvirret og Bange og måske endda Forkert.
Det er vores håb, at denne bog kan vise dig, at du ikke er alene. Rigtig mange børn og unge har haft de samme oplevelser som dig og mange af de samme følelser og tanker, som du går rundt med. Nogle af de mange børn og unge har delt deres erfaringer i denne bog. Nogle af deres erfaringer minder måske om dine, og andre kan være meget forskellige fra det, du har oplevet.
Bogen er skrevet til dig, så du kan blive klogere på, hvordan børn og unge oplever store konflikter eller vold i deres familie. Vi håber, at bogen kan hjælpe dig med at få sat ord på nogle af alle de oplevelser, tanker og følelser, du går rundt med. På den måde er tankerne ikke kun inden i dig, hvor de måske giver dig mavepine, men de får også lidt plads uden for dig.”
LÆS OGSÅ: Et voldeligt parforhold set med barnets øjne.