Presset økonomi efter vold i parforholdet
Udadtil ligner Lene en ganske almindelig enlig forsørger; hun arbejder som indkøbsassistent og har en fast indkomst. Hvad man ikke ser på overfladen er, at Lene i mere end tre år har kæmpet for at komme på fode igen efter voldelige forhold – både mentalt og økonomisk.
”Mine seneste to mænd var psykisk voldelige over for mig, og min datters far var også fysisk voldelig. De var begge i stand til at styre mig og den ene overtalte mig for eksempel til at skrive under på diverse lånepapirer, fordi han selv var insolvent. En dag gik bølgerne højt, og han afsluttede vores skænderi med at sige, at han forlod mig, hvortil jeg svarede ’hvad med vores lån?’. Han svarede hånligt, at dem måtte jeg da selv rode med, for det var jo mig, der havde skrevet under,” siger Lene.
Fandt hjælp i Råd til Livet
Gælden gør, at hun kun har haft 1.500 kr. at leve for om måneden, når alle udgifter og afdrag var betalt. For Lene blev et link til rådgivningstilbuddet Råd til Livet første skridt på vejen ud af det økonomiske kaos.
”I desperation søgte jeg rundt på nettet og lige pludselig dukkede Råd til Livet op. Jeg klikkede på linket, og beskrivelsen, som tonede frem, passede lige på min situation.”
”Jeg havde helt ondt i maven, da jeg kørte af sted mod samtalen, for jeg var bange for, hvordan min historie ville blive mødt. Ville rådgiveren mon kigge mærkeligt på mig og sige, at det var min egen skyld? Heldigvis dømte hun mig ikke. Hun var tværtimod imponeret over, at jeg havde holdt ud så længe. Jeg gik jo rundt og tænkte, at min situation var selvforskyldt, men hun fik mig til at indse, at jeg havde ageret, som jeg havde, fordi jeg blev udsat for psykisk pres,” siger Lene.
Tudede af glæde efter første samtale