Hans adfærd over for mine børn begyndte også at blive grov og afstraffende. Hvis de ikke ryddede op på den rigtige måde, så kunne han finde på at smide alt deres legetøj i en sort sæk og bære det væk, mens de så grædende til. Der skulle også fyres op, for at vi kunne få varmt vand, men en dag var han ligeglad og badede dem i koldt vand i stedet for. Jeg forsøgte at beskytte mine børn så godt, jeg kunne.
Svært at gå, men jeg valgte mine børn
Jeg ved, at folk udefra kan have svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke bare pakkede mit gode tøj og gik fra ham, da den psykiske og økonomiske vold tog til. Men så let er det desværre ikke. Jeg blev overvåget konstant, og da han skulle i aktivering, skjulte han sågar et videokamera i huset, så han vidste, hvad jeg foretog mig imens. Han sørgede også for, at vi fik fælles telefon, så jeg ikke kunne foretage opkald, uden han vidste det.
Min familie og mine kolleger kunne mærke, at der var noget galt, for de sagde til mig, at jeg ikke var mig selv. Før i tiden var jeg en meget glad og smilende person, men alt det, jeg blev udsat for dag efter dag, betød, at jeg lukkede mig mere og mere ind i mig selv. Jeg turde ikke fortælle dem, hvad der skete, for jeg troede jo, at det var mig, der var noget i vejen med.
Det skulle blive endnu værre, før jeg fik modet til at bryde ud. Min datter, der var 5 år på det tidspunkt, havde fortalt sin faster nogle ting om, hvad min eksmand havde udsat hende for. Jeg var brudt helt ned, så jeg troede ikke på, at det var rigtigt. Det skulle vise sig, at han var mistænkt for syv tidligere overgreb, og det resulterede i, at vi flyttede på krisecenter. Det havde han det fint med, for han var sikker på, at jeg ville komme tilbage. I starten havde vi da også kontakt, men det blev heldigvis opdaget af medarbejderne, der bad mig om at vælge mellem mine børn og ham.
Jeg valgte mine børn.
Hjælp hos Mødrehjælpen gav følelsen af ikke at være alene
Der gik mere end et år, før jeg søgte hjælp hos Mødrehjælpen til at få bearbejdet følgevirkningerne af volden. Det var meget grænseoverskridende for mig at bede om hjælp – jeg følte, at jeg var en dårlig mor. Der skulle ingenting til, før jeg begyndte at græde, og jeg havde hovedpine og ondt i maven de første mange gange, jeg skulle op til Mødrehjælpen.
Det gik hurtig væk, da jeg kom derhen, for jeg blev modtaget rigtig godt; rådgiveren var altid et stort smil, og hun var rigtig god til både at lytte og spørge ind. Det var også rart at være sammen med andre kvinder, der har oplevet meget af det samme, som jeg har. Det gav mig følelsen af, at jeg ikke er alene.
Jeg begyndte faktisk næsten at glæde mig til næste gang, jeg skulle hen til Mødrehjælpen. Selv om det var svært at tale om alt det, vi havde været igennem, så lærte jeg også rigtig meget om, hvordan jeg skal håndtere min situation – både som mor og som kvinde.
Følelsen af at være en god mor er tilbage
I dag har mine børn og jeg hemmelig adresse, og jeg kigger mig meget over skulderen af frygt for at møde min eksmand.
Jeg har netop fået af vide, at jeg har vundet samværssagen. Det er virkelig en lettelse, for det betyder, at mine børn og jeg for alvor kan ligge fortiden bag os og se fremad. Mit rigtige grin er begyndt at vise sig igen, og jeg kan mærke, at jeg har fået mere overskud på arbejdet.
Mine børn trives også godt nu. Min datter havde før sociale vanskeligheder, og hun er nu begyndt at få venner. Min søn er den populære i børnehaven; han har ellers tidligere døjet med mareridt og haft udfordringer med sproget. Jeg har længe haft dårlig samvittighed over for mine børn, men sammen med de andre kvinder i Mødrehjælpen har jeg genfundet troen på, at jeg er en god mor. Den følelse havde jeg ellers ikke haft længe.
