English
Væk fra siden!
Viden og råd

Den første tid efter fødslen

Er du lige blevet forælder, kan du opleve at være overvældet af følelser, hormoner og humørsvingninger. Læs mere om, hvilke følelser du kan opleve efter fødslen.

Når du får dit første barn, foregår der meget på én gang. Udover at hormonerne i din krop kan få dit humør til at svinge, kan selve det at få et barn også skabe en masse bekymringer. Samtidig er barnets rytme uforudsigelig, og du bruger meget tid på at give mad, omsorg og pleje til dit barn.

Det tager tid at blive forælder

Mange førstegangsforældre har kun ganske lidt erfaring med spædbørn, og derfor tager det tid at lære at læse barnets signaler. Fordi det hele er nyt, og det er et stort ansvar at blive forælder, er det helt normalt, at du som nybagt mor eller far er bange for, om du gør det godt nok. Du føler dig måske usikker på:

  • Hvordan du får barnet til at sove
  • Hvor ofte barnet skal spise
  • Om barnet udvikler sig normalt og tager nok på i vægt
  • Praktiske ting og tvivl om alt fra, hvor meget tøj barnet skal have på, til hvor meget det må græde

Det tager tid at slippe af med usikkerheden, og ofte har usikkerheder det med at vende tilbage, i takt med at barnet udvikler sig. Måske har I lige været inde i en periode, hvor barnet sov godt, og nu går det dårligt med nattesøvnen igen. Eller problemerne med at få barnet til at spise, som I oplevede, da amningen skulle i gang, vender tilbage, når barnet skal til at have grød og mere fast føde.

Hvis I har mulighed for at få hjælp og støtte fra familie og venner, så er det en rigtig god idé at tage imod det.

På hjemmesiden Far for Livet er der desuden gode råd at hente til den vigtige tilknytning mellem far og barn i den første tid efter fødslen.

Børn er forskellige – sortér i de gode råd

Mange forældre har en forventning om, at barnet skal være på en bestemt måde. Men det er godt at huske på, at børn allerede fra fødslen er meget forskellige og har forskelligt temperament.

Det varierer, hvad der trøster dem, hvor let de lader sig trøste, hvordan de kan lide at blive holdt, og hvordan de vil ligge, når de skal spise.

Mange blogs og hjemmesider er fyldt med råd og idéer til, hvad du skal gøre som nybagt forælder. Lad dig ikke stresse eller forvirre af de mange forskellige råd. Men prøv at være kritisk, når du læser. Hvem har skrevet det, du læser – er det en fagperson, eller er det en forælder, der deler sine egne erfaringer?

Har du tvivl eller spørgsmål, er det en god idé at tage kontakt til din læge, jordemoder eller sundhedsplejerske. I Sundhedsstyrelsens gratis bog ’Sunde børn’ kan du søge viden om dit barns første to år.

Vær opmærksom på symptomer på en fødselsdepression

Det er normalt at være både usikker, glad, ked af det, sur og frustreret som ny forælder. I de første uger kan du opleve, at du græder meget og ofte, og måske er du ikke engang helt klar over, hvorfor. Sandsynligvis er det blot et resultat af, at det er overvældende at blive forælder, og at der er masser af hormoner i kroppen efter en fødsel.

Du skal dog være opmærksom på dit humør og dine følelser, hvis det ikke bliver bedre. Tudeturene skal gerne stilne af i løbet af de første uger. Sker det ikke, men oplever du i stedet fortsat at være i stor følelsesmæssig ubalance, kan det være et tegn på, at den efterfødselsreaktion, du oplever, er ved at udvikle sig til en fødselsdepression.

Læs mere om symptomerne på fødselsdepression herunder:

  • Symptomer på en fødselsdepression som mor
  • Symptomer på en fødselsdepression som far

Søg hjælp ved tegn på fødselsdepression

Er du bange for, at du selv, din partner eller en i din familie eller omgangskreds er ved at udvikle en fødselsdepression, er det vigtigt at få sikret professionel hjælp. Hvis man sætter tidligt ind, er det nemmere at blive rask og undgå, at det påvirker resten af familien.

Det vil altid være en god idé at starte med at snakke med din sundhedsplejerske, hvis du har mistanke om en alvorlig efterfødselsreaktion. En anden mulighed er at kontakte din læge.

Du er også altid velkommen til at få en samtale i Holdepunkt – Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning om de svære følelser, der kan være forbundet med at blive forælder.

Derfor er det vigtigt at få hjælp, hvis du oplever en fødselsdepression

Det er vigtigt at opsøge professionel hjælp ved symptomer på en fødselsdepression, da undersøgelser blandt andet viser, at:

  • En ubehandlet fødselsdepression kan gøre, at man som forælder lægger afstand til barnet
  • Barnets udvikling kan blive forsinket, særligt på det følelsesmæssige og sociale område

Har du fået konstateret en fødselsdepression, eller har du mistanke om, at du har en, vil du sikkert blive bekymret og ked af det over at læse om de konsekvenser, depressionen kan have for relationen til dit barn. Det er her vigtigt at huske på, at det er depressionen og ikke dig selv, der får dig til for eksempel at lægge afstand til dit barn. Det er altså ikke et udtryk for, hvad du selv ønsker, og jo før du får hjælp, jo mindre vil det gå ud over jeres forhold.

Husk også på, at din fødselsdepression ikke nødvendigvis går ud over dit barn. Mange børn får ikke problemer, fordi den anden forælder kan tage over og give barnet den nære kontakt, som du ikke magter lige nu, men vil komme til på sigt.

Er du alene med barnet, er det en god idé, hvis du kan få hjælp og støtte i dit netværk. Har du familie eller en ven eller veninde, der kan træde til? Det kan være svært at spørge om hjælp, men for både dit barn og dig, kan kontakten til en anden voksen være af afgørende betydning for, at I kommer godt ud på den anden side af din depression.

Fik du ikke svar på alle spørgsmål? Søg hjælp på siden Viden og råd og fordyb dig i vores flere end 100 rådgivningsartikler.

Få den nyeste viden