Hvis I har svært ved at blive enige om feriesamværet eller om dele af det, kan I henvende jer til Familieretshuset, som typisk først vil forsøge at hjælpe jer til at fastlægge samværet på et møde.
Hvis I ikke bliver enige, kan Familieretshuset eller Familieretten fastsætte samværsforælderens tid med barnet i ferier og ved højtider – efter en konkret og individuel vurdering. Familieretshuset og Familieretten kan ikke fastsætte bopælsforælderens ferie. Bopælsforælderen skal placere sin ferie med barnet i de ferieperioder, hvor barnet ikke har feriesamvær med samværsforælderen og sørge for at varsle ferien over for samværsforælderen. Bopælsforælderen har også mulighed for at holde ferie uden for skolernes ferieperioder, men kun så længe det ikke går ud over samværsforælderens fastsatte eller aftalte samvær med jeres barn.
Familieretshuset placerer kun feriesamvær indenfor skolernes ferieperioder, og vil normalt fastsætte følgende samvær:
- Sommerferie: To-tre uger
- Èn uge i enten efterårs- eller vinterferien
- Halvdelen af påsken
- I julen (så der er samvær hver anden jul)
- Nytår hvert andet år
- Eventuelt samvær ved andre kulturelle og religiøse begivenheder
- Eventuelt samvær i forbindelse med Kr. Himmelfart og Pinse fastsættes på den måde, at weekendsamvær, der falder i forbindelse med disse helligdage, udvides til også at omfatte helligdagen. Læs mere om den form for fastsættelse af samvær på Familieretshusets hjemmeside
Læs mere om, hvad der sker, hvis I henvender jer til Familieretshuset, fordi I er uenige om samværet.