Psykisk vold kan være mindst lige så nedbrydende som fysisk vold, men den bliver ofte overset.

Voldstrappen
Hvert trin på voldstrappen repræsenterer en ny type vold. Trinene er uafhængige af hinanden og kan opstå i forskellig rækkefølge.
Voldstrappen kan hjælpe med at forstå og genkende de forskellige typer vold og dynamikker, der kan være i et voldeligt forhold. Samtidig kan det give dig og din omgangskreds en forståelse af de måder, du har handlet og reageret på i forholdet.
Et voldeligt forhold rummer ikke nødvendigvis alle former for vold.
12 typiske trin i et voldeligt forhold
- Trin 1: Kærlighedsbombning
Du føler dig særlig
Din partner giver dig en følelse af at være helt særlig. I starten bliver du forgudet og får mange beskeder og opkald, når I ikke er sammen.
Med tiden indser du, at din partners opførsel er grænseoverskridende. Det var dejligt, at din partner var så vild med dig, men i bagklogskabens lys kan du se, at det var for meget.
Efter den første kærlighedsstorm har lagt sig, sker der et skift i din partners adfærd. Det kan være svært at forstå, fordi din partner virkede så fantastisk i begyndelsen af jeres forhold. - Trin 2: Psykisk vold
Du er usikker og føler dig ikke god nok
Du oplever, at din partners humør og handlinger ændrer sig. Det kan være, at din partner kritiserer dig ved at kommentere på din madlavning, din vægt eller dine evner som forælder. Måske får du også skylden for, at I ikke har det godt sammen, og i perioder kan du blive totalt afvist.
Hån og ydmygelse får dit selvværd til at forsvinde. Du føler dig aldrig god nok, og din adfærd ændrer sig. For at undgå konflikter og skænderier begynder du at gøre tingene, som du ved, din partner ønsker. Du bliver usikker på din dømmekraft og frygter måske at miste børnene – en trussel, din partner ofte bruger. - Trin 3: Kontrol
Du mister styringen med dig selv og dit liv
Din partner er jaloux og forsøger at kontrollere alt fra din adfærd, påklædning og dit udseende til dine tanker og følelser. Du skal helst være som en åben bog, og hvis din partner oplever, at du vil have noget for dig selv, vækker det vrede.
Det bliver svært for dig at have et privatliv. Du mister kontrollen over dit eget liv og din selvbestemmelse. Følelsen af at blive umyndiggjort og frihedsberøvet opstår især, hvis din partner nægter dig adgang til dit NemID eller overvåger dig, når du bruger det.
- Trin 4: Digital vold
Du overvåges og kontrolleres via digitale medier
Digital vold kan være både psykisk og seksuel. Din partner overvåger dig via digitale medier og forsøger at bestemme, hvem du er i kontakt med på sociale medier, og hvilke billeder du må dele.
Din partner kan også hacke dig for at få adgang til personfølsomme oplysninger som opkaldshistorik, beskeder og GPS-data. Digital vold kan desuden vise sig ved, at du bliver truet eller nedgjort over telefonen eller på digitale medier. I nogle tilfælde deles intime billeder eller videoer uden dit samtykke.
- Trin 5: Fysisk vold
Du føler frygt
Du kan opleve, at din partner også bliver fysisk voldelig. Det starter ofte med mindre overgreb, men efterhånden bliver det værre og værre. Din partner kan true dig og dine børn eller din familie. De voldsomme og pludselige raserianfald kan føre til uforudsigelig vold i form af lussinger, slag, spark, skub, bid, kvælertag, brændemærker eller rusketure. Du er i chok og føler dig magtesløs og bange. Frygten for, hvad der kan ske med dig eller dine børn, gør det svært at sige fra.
- Trin 6: Reproduktiv vold
Din sårbarhed misbruges
Reproduktiv vold knytter sig til den fysiske og følelsesmæssige sårbarhed, du kan opleve under graviditet og efter fødslen. Volden kan intensiveres i forbindelse med familieforøgelse og rammer både kvinder og mænd – men selve den reproduktive vold er en voldsform, som kun rammer kvinder.
Din partner kan være seksuelt, fysisk eller psykisk voldelig under graviditeten eller efter fødslen – en periode, hvor du er særligt afhængig af omsorg og praktisk støtte. Din partner kan bevidst forsøge at skade både dig og fosteret ved at udøve fysisk vold, for eksempel ved at slå eller sparke mod din mave.
Din følelsesmæssige sårbarhed kan blive udnyttet, og du kan føle dig magtesløs, hvis du forhindres i at give dit barn den nødvendige omsorg. Din partner kan tage barnet fra dig, når du forsøger at trøste det, eller fjerne barnet i flere timer uden at fortælle, hvor de er taget hen.
Det kan også være, at din partner tvinger dig til seksuelt samvær kort efter fødslen uden hensyn til din lyst eller eventuelle smerter. Din partner kan desuden med vilje vække barnet om natten for at ødelægge både barnets og din nattesøvn.
- Trin 7: Seksuel vold
Du føler skam
I har tit konflikter i forhold til sex. Din partner bliver vred og afvisende, når du siger nej. Du begynder at gå med til sex, selvom du ikke har lyst. Som tiden går, bliver det værre. Nogle gange kan der være tale om voldtægt, og du kan også opleve at blive tvunget til at være med i grænseoverskridende sexlege.
Kroppen er noget af det mest sårbare vi har, og derfor kan det føles ekstremt skamfuldt at blive udsat for seksuelle overgreb. Skammen over ikke at kunne eller turde sige fra kan tage kampgejsten fra dig.
- Trin 8: Økonomisk vold
Du mister din selvstændighed
Din partner vil kontrollere din økonomi. Du kan fx blive tvunget til at aflevere din løn, eller din partner kan bruge løs af jeres fælles penge uden at drøfte det med dig. Du tages ikke med på råd og har ingen indsigt i, hvordan det står til med din egen, din partners eller jeres fælles økonomi.
I takt med at dine økonomiske handlemuligheder indskrænkes, mister du din selvstændighed.
- Trin 9: Materiale vold
Dine personlige ejendele misbruges
Din partner ødelægger eller truer med at ødelægge ting, der har stor betydning for dig eller dine børn. Der kan være arvegenstande eller børnenes legetøj. Det kan også være, at din partner forsøger at skræmme dig ved at kaste med porcelæn eller din mobiltelefon.
- Trin 10: Periodisk belønning
Din partner vender, og du får fornyet håb
Der kan komme perioder, hvor din partner pludselig ændrer adfærd igen. Det sker ofte, hvis du giver udtryk for, at du vil afslutte forholdet. Udsigten til at miste dig, får din partner til at angre og love at gøre alting godt igen.
Skiftet i adfærd kan resultere i, at din modstandskraft nedbrydes. Du får måske medlidenhed med din partner og en tro på, at den person, du faldt for i sin tid, er tilbage. At det er din partners rigtige jeg, du nu ser.
Du håber, at tingene bliver bedre, hvis du bare gør dig lidt mere umage. I langt de fleste tilfælde vil din partners voldelige adfærd dog vende tilbage.
- Trin 11: Isolation
Du begynder at tro, at din partner har ret
Din partner opfatter ofte verden udenfor som truende for jeres forhold. Frygten er, at du skal indse, at noget er galt, når du har kontakt med andre eller er optaget af noget andet. Din partner kan lytte ved dørene, følge med i dine telefonsamtaler og læse dine breve, e-mails og sms’er. Du kan også opleve at blive forstyrret på arbejdet eller blive bedt om at vælge mellem jeres forhold og din familie og venner.
Ved gradvist at isolere dig fra omverdenen risikerer du at miste din selvstændighed. Du bliver afhængig af din partner og kan begynde at tro på det, din partner siger om dig – at du er dum, grim, eller at volden er din egen skyld.
Det er normalt, at du på dette tidspunkt tror, at din partner er den eneste, der gider dig, eller at I har et særligt bånd.
- Trin 12: Demoralisering
Du giver køb på din moral og mister dig selv
Volden kan være så ødelæggende, at du går med til at gøre ting, som strider imod dine værdier. Det kan være, at du dækker over kriminelle handlinger eller i yderste tilfælde at overvære overgreb mod dine børn.
Du lukker af for følelser og dømmekraft og kommer til at se endnu mere ned på dig selv. I værste fald begynder du at hade dig selv.
Læs også: Sådan kan vold i parforholdet udvikle sig og Er du utryg i dit parforhold og har du brug for hjælp?
Søg hjælp hvis du oplever vold i dit parforhold.
Her kan du få hjælp
Som voldsudsat kan du blandt andet kontakte Mødrehjælpens Rådgivning. Læs mere om, hvad Mødrehjælpen gør for at hjælpe kvinder og børn.
Du kan også ringe til Lev Uden Volds hotline på 1888 eller finde et krisecenter nær dig.
Vær opmærksom på, at du kan være berettiget til tilskud til psykologhjælp, hvis du har været udsat for partnervold. Tal med din læge om muligheden.
Hos Mandecentret kan mænd med voldsproblematikker få rådgivning.
Både mænd og kvinder, som har udøvet vold, kan få hjælp i Dialog mod Vold.