Det har været endnu en lang, travl dag med fuldt program: Tidligt op, aflevere barn, hente igen, være med til fodbold, lave mad, smøre madpakker, rydde op og så videre.
Nu er huset stille. Du nyder først tiden for dig selv, men stilheden får dig også til at mærke den. Ensomheden.
Rigtig mange enlige forældre har det som dig. Ikke bare om aftenen, når børnene er lagt i seng, men også når der går en hel weekend uden voksensnak.
Find ud af, hvorfor du er ensom
Det er lettere at gøre noget ved din ensomhed, hvis du ved, hvorfor den er opstået. Det kan derfor være godt at bruge noget tid på at finde ud af, hvorfor du er ensom, og hvad du egentlig mangler og har brug for.
Savner du en partner at dele livet med, eller har du mere brug for en ven, du kan tale med? Har du allerede venner eller familie, handler det måske om, at du skal blive bedre til at holde kontakten med dem. Eller savner du at være del af et større fællesskab, hvor man hygger eller laver noget sammen?
Det kan du gøre, hvis du er enlig forælder og ensom
Som enlig forælder kan det være svært at finde tid til at være social. Måske kniber det også med overskuddet.
Hvis din familie bor langt væk, er syge, slås med egne problemer, er gamle eller på en eller anden måde ikke har overskud til at involvere sig i dit og dit barns liv, kan det gøre situationen endnu sværere. Din ensomhed kan føles mere overvældende, fordi du så ikke har en familie at dele dine sorger og glæder med. Og du har heller ikke den hjælpende hånd i hverdagen, som kunne gøre det lettere at bryde med ensomheden.
Opbakning fra familie eller ej, så er der heldigvis en vej ud. I de næste afsnit kan du læse en række råd til dig, der er enlig forælder og ensom. Vi har delt dem op i to afsnit. Først 3 råd til dig, som oplever, at det er svært at få tid til at pleje dine venskaber. Dernæst 3 råd til dig, som mangler et socialt netværk.