Hvis du tager til lægen eller på skadestuen efter at være udsat for vold
Hvis du tager til lægen eller på skadestuen, har personalet tavshedspligt. De må ikke sige til nogen, at du har været der, eller hvad du har fortalt. Lægen kan også hjælpe dig og dine børn videre i sikkerhed hos politiet eller på et af landets krisecentre.
Politiet, skadestuen og lægen har dog pligt til at underrette kommunen, hvis en gravid kvinde eller en familie med børn under 18 år vurderes at have brug for hjælp eller støtte.
Hvis du vil anmelde volden
I mange år har det været kriminelt at udsætte sin partner for fysisk vold. Den 1. april 2019 blev det også ulovligt at udsætte sin partner for psykisk vold. Læs mere om psykisk vold her.
Hvis du har været udsat for fysisk vold eller gentagne gange over en periode (efter den 1. april 2019) har oplevet psykisk vold, kan du anmelde det til politiet.
Det er ikke et krav, at du anmelder det med det samme, du har været udsat for volden. Men det er en fordel, at du anmelder det så hurtigt som muligt, fordi det bliver vanskeligere for politiet at efterforske sagen, jo længere tid der går.
Hvis der bliver rejst en straffesag, er det ikke sikkert, at du behøver vidne foran voldsudøveren i retten. Retten kan træffe afgørelse om, at I ikke skal være til stede på samme tid.
Hvis du vil tale med politiet uden at anmelde volden
Du har altid mulighed for at søge rådgivning hos politiet uden at anmelde volden. Ofte kan man komme i tvivl, om det, man har oplevet, er nok til en anmeldelse. Eller du er måske bange for, at volden optrappes, hvis du anmelder den.
Som voldsudsat kan du sende en mail til politiet og bede om at blive kontaktet af en medarbejder, der har viden om partnervold. Denne medarbejder kan så rådgive og vejlede dig om for eksempel sikkerhed og fortælle, hvordan politiet kan hjælpe dig.
Råd til, hvordan du kan dokumentere partnervold
Hvis du ønsker at anmelde volden, er det godt at have beviser for, at den har fundet sted, hvis voldsudøver skal kunne straffes. Den fysiske vold kan være lettere at dokumentere end psykisk vold, hvis du for eksempel har fået fysiske skader, eller der har været vidner. Den psykiske vold derimod er sværere, fordi den ikke efterlader synlige skrammer og blå mærker.
Herunder kan du læse vores råd til, hvordan du kan dokumentere både den fysiske og den psykiske vold