Chat med os
Mødrehjælpens chatrådgivning er for gravide og forældre. Her kan du få gratis og uvildig rådgivning inden for familielivets områder og på det juridiske område.
Chat med en rådgiver
Hvem kan få hjælp på Mødrehjælpens chat:
Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning er for gravide og forældre. Her kan du få rådgivning og støtte, uanset om du allerede er forælder eller gravid. På chatten møder du en socialfaglig rådgiver.
Mødrehjælpens Rådgivning er primært målrettet gravide og forældre over 18 år. Dvs. vi som udgangspunkt ikke rådgiver børn og unge under 18 år. Der er dog vigtige undtagelser:
- Drejer det sig om abort, tilbyder vi støttesamtaler til unge i alderen 15–17 år
Hvem chatter du med?
Du chatter med en af Mødrehjælpens rådgivere med socialfaglig baggrund
Sprog
Rådgivningen kan foregå på dansk eller engelsk. Rådgiverne på chatten kan anvende et teknisk oversættelsessystem.
Hvad chatter vi om?
På chatten tilbyder vi rådgivning om de forskellige udfordringer, der kan opstå under en graviditet og i familielivet.
Det kan for eksempel være, at du:
- Overvejer eller er midt i en skilsmisse
- Har brug for rådgivning omkring dine rettigheder
- Har brug for hjælp til at overskue din økonomi
- Lever i, eller er i tvivl om du lever, i et voldeligt forhold – psykisk eller fysisk
- Mangler overskud til at klare hverdagen og er bekymret for dit barns trivsel
- Oplever problemer i parforholdet eller udfordringer i samarbejdet om barnet efter en skilsmisse
- Er gravid og i tvivl om, hvorvidt du ønsker at gennemføre graviditeten. Eller du har fået foretaget en abort og oplever en psykisk efterreaktion
Herunder kan du læse lidt mere om de emner, vores rådgivere ofte får henvendelser omkring:
- Skilsmisse og samlivsbrud
Står du over for en skilsmisse, separation eller et samlivsbrud, kan du have behov for en samtale og rådgivning i forhold til de mange følelsesmæssige, juridiske og praktiske spørgsmål, du skal forholde dig til i forhold til børn, bolig, økonomi med mere.
Vi kan hjælpe dig med at få et overblik over situationen og rådgive dig om, hvordan du kan forholde dig, og hvilke myndigheder du skal henvende dig til for at få løst de forskellige problemstillinger.
Læs mere i vores rådgivingsartikler om skilsmisse, samvær og bopæl.
Rådgivning til jer, der er midt i en skilsmisse
Har I en sag i Familieretshuset, som I står i kø til at få behandlet?
I Holdepunkt kan du få gratis rådgivning af en professionel og erfaren socialrådgiver i løbet af ventetiden. Du kan enten få rådgivning alene, eller I kan få det sammen. At få vendt jeres situation og talt om de forhold i jeres skilsmisse, som er kilde til konflikt, med en udefrakommende kan bidrage til at give et nyt perspektiv på tingene og hjælpe til at holde fokus på barnets behov.
Vi rådgiver altid med udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet. Ved at få rettet fokus mod barnets behov, er det vores erfaring, at der pludselig kan tegne sig nogle løsninger for jer som forældre, som I ikke tidligere har været i stand til at se.
Læs mere om Mødrehjælpens Rådgivning til forældre i skilsmisse her.
- Samarbejdsproblemer omkring børn
Lever I ikke længere sammen som familie, er der mange forhold omkring børnene, som kræver et fortsat samarbejde mellem jer som forældre.
Hvis det skaber udfordringer kan der være spørgsmål til dine rettigheder og din håndtering af vanskelighederne, som du gerne vil drøfte med en person, der ikke er indblandet i jeres sag, inden du tager problemstillingerne op med den anden forælder eller henvender dig til myndighederne.
Læs mere i vores rådgivningsartikler om barnets trivsel.
- Vold i familien
Vi har stor erfaring i at tale med forældre, der lever eller har levet i et forhold med vold i en eller flere former. Partnervold kan være fysisk i form af for eksempel slag og skub, men mange er også udsat for psykisk vold, nedbrydning og kontrol.
Vi ved, at vold i en familie påvirker både børn og voksne og kan rådgive i forhold til, hvordan du bedst finder en vej ud af et voldeligt mønster.
Læs mere om vold i familien i vores rådgivningsartikler.
- Graviditet/abort
Vi kan hjælpe, hvis du har behov for at tale med en udenforstående om din graviditet. Er du for eksempel i tvivl, om du skal gennemføre graviditeten eller få en abort, kan du få vendt dine overvejelser. Vi har stor erfaring med disse støttesamtaler, hvor du kan få vendt de følelsesmæssige dilemmaer, du oplever, samt få rådgivning om sociale og juridiske spørgsmål.
På chatten kan vi også rådgive dig, hvis du har det svært efter at have fået foretaget en abort.
Læs mere i vores rådgivningsartikler om graviditet og abort.
- Sociale rettigheder
På chatten kan vi rådgive dig om dine rettigheder. Den rådgivning, vi giver dig, vil være generel, da det er svært for rådgiveren at forholde sig til konkrete sager eller afgørelser. Dine spørgsmål til rettigheder kan blandt andet omhandle:
- Ægteskab og samliv
- Skilsmisse, separation og samlivsbrud
- Samvær
- Forældremyndighed
- Bopæl
- Bidrag
- Økonomi og gæld
Læs mere i vores rådgivningsartikler om regler og rettigheder.
Anbefalinger, når du chatter
Der kan være vigtigt at der er ro omkring dig så du kan koncentrere dig om rådgivningen. På den måde tror vi, at du vil få mest muligt ud af rådgivningen.
Rådgiveren kan sende dig links til forskellige hjemmesider i chatten. Vent eventuelt med at åbne dem til chatten er slut.
Chatrådgivning kan være en langsommelig måde at få rådgivning på – og hvis du ikke synes det passer til dig eller din situation, kan du altid vælge at ringe til os på 33458600 i stedet for.
Chat med en jurist
Mødrehjælpens juridiske chatrådgivning er for gravide og forældre. Her kan du få gratis og uvildig juridisk rådgivning.
Hvem chatter du med
Du chatter med en af Mødrehjælpens jurister med specialviden om familieret.
Hvad chatter vi om?
På chatten tilbyder vi juridisk rådgivning om dine rettigheder og de forskellige udfordringer, der kan opstå i familielivet eller under en graviditet.
Den rådgivning, vi giver dig, vil være generel, da det er svært for rådgiveren at forholde sig til konkrete sager eller afgørelser. Dine spørgsmål til rettigheder kan blandt andet handle om:
- Separation, skilsmisse eller samlivsophævelse
- Forældremyndighed og faderskabssager
- Barnets bopæl og samværsret
- Økonomi (for eksempel børnebidrag)
- Bodeling og deling af aktiver og passiver ved samlivsophævelse
Når chatten er lukket eller optaget
Der er flere muligheder for at få råd og vejledning i Mødrehjælpens Rådgivning, når chatten er lukket eller optaget. Du kan ringe og tale med en rådgiver på telefon 33 45 86 00 – og tast 2. Se åbningstider for telefonrådgivningen her.
Du kan også søge viden og råd i vores mange rådgivningsartikler. Og endelig tilbyder vi lokale tilbud og aktiviteter i vores lokalforeninger.

Tavshedspligt, underretning og sikkerhed
På chatten skal du hverken oplyse navn eller CPR-nummer.
Rådgiverne er ansat i Mødrehjælpens Rådgivning. Vi har tavshedspligt, både mens vi er i rådgivningen, og når vi er stoppet. Vi behandler alle de oplysninger, du giver os, fortroligt. Det vil sige, at vi ikke giver oplysninger om dig og din familie videre til nogen uden for Mødrehjælpen.
I nogle situationer har Mødrehjælpens rådgivere dog pligt til at kontakte enten den kommune, hvor et barn bor, eller politiet. Det vil være i de situationer, hvor et barn udsættes for vold eller andre alvorlige overgreb, eller hvis vi bliver bekendte med, at en person er i livsfare. Vi vil altid tilstræbe at lave underretningen sammen med dig og ud fra dine behov. Læs mere om underretning.
Inden du kommer på chatten, beder vi dig om at besvare nogle få spørgsmål om blandt andet din alder, dit køn, og hvor i landet du bor. Når chatten er færdig, udfylder rådgiveren et skema med dato, henvendelsesårsag og en beskrivelse af, hvordan vi har kunnet hjælpe dig. Alle disse oplysninger behandles fortroligt og bidrager til, at vi løbende kan justere vores indsats og gøre rådgivningen så god som mulig.
Læs mere om, hvordan vi behandler personoplysninger i vores privatlivspolitik.
Akkrediteret af RådgivningsDanmark
Mødrehjælpens Rådgivning er akkrediteret af RådgivningsDanmark.
Det betyder, at rådgivningen har været igennem en kvalitetsvurdering af, om tilbuddet lever op til en række fælles standarder for rådgivningstilbud.
Du kan klage
Er du utilfreds med den rådgivning, du har fået i Holdepunkt, kan du udfylde denne klageformular. Læs, hvad du kan klage over, og hvordan du klager i vores klagevejledning.









