English
Væk fra siden!
Viden og råd

Psykisk vold – den usynlige partnervold

Psykisk vold kan være mindst lige så nedbrydende som fysisk vold, men den bliver ofte overset.
psykisk-vold-er-mindst-lige-saa-slemt-som-fysisk-vold-holdepunkt-foto-thomas-wass-evaldsen
Modelfoto taget af Thomas Wass Evaldsen

Når man hører ordet partnervold, tænker de fleste, at den ene part i forholdet slår den anden.

Men det er vigtigt at være opmærksom på, at der kan være vold i et forhold, selvom den voldelige part aldrig har slået eller skubbet.

Psykisk vold – en overset type vold

Om et forhold er voldeligt, handler om, hvordan relationen er mellem de to parter i forholdet. I et almindeligt, sundt forhold er magtbalancen nogenlunde lige. I et forhold med systematisk og vedvarende vold er magtbalancen derimod skæv, fordi den ene part forsøger at få magt og kontrol over den anden, hvilket for eksempel kan ske gennem psykisk vold.

Psykisk vold bliver ofte overset. Den viser sig ikke som blå mærker og kan derfor være svær at få anerkendt. Mange, der udsættes for psykisk vold, oplever, at det er svært at forklare andre, hvad de præcist er udsat for, og hvorfor de får det så dårligt af det.

Hvad er psykisk vold?

Psykisk vold nedbryder den voldsudsatte mentalt. I Lev Uden Volds socialfaglige definition af psykisk vold i nære relationer beskrives volden som gentagne handlinger, der nedgør, ydmyger, krænker, manipulerer eller isolerer en person med det formål at kontrollere eller begrænse den voldsudsattes liv og handlinger.

I langt de fleste tilfælde begynder psykisk vold inden fysisk vold, og den kan være mindst lige så skadelig.

Faktisk kan den på nogle personer virke mere nedbrydende, fordi den påvirker ens fornuft og virkelighedsopfattelse. Man kan få varige psykiske mén, og det samme kan ens børn.

Se længere nede på siden, hvor du kan få hjælp, hvis du har været udsat for vold.

Psykisk vold er blevet strafbart

Den 1. april 2019 trådte en ny bestemmelse i Straffeloven i kraft, som gør det muligt at straffe udøvere af psykisk vold med bøder og fængselsstraf i op til 3 år. De nye regler er rettet mod voldsudøvende, der ”tilhører eller er nært tilknyttet til ofrets husstand”. Det vil sige, at det kan være et ægteskab eller parforhold, hvor den ene udsætter den anden og måske også børnene for vold.

For at kunne straffes skal den psykiske vold:

  • være groft nedværdigende, forulempende eller krænkende
  • være foregået ”gentagne gange over en periode”
  • have til formål ”at styre den anden”

Få råd til, hvordan du skaffer beviser på den psykiske vold.

Mere om psykisk vold

  • Eksempler på psykisk partnervold?
  • Hvilke konsekvenser kan den psykiske vold få?
  • Sådan kan du dokumentere psykisk vold

“Som at gå rundt i et minefelt”

Sådan beskriver Marie det voldelige forhold, hun levede i gennem seks år. I en stærk, personlig beretning kan du læse, hvordan hun fandt styrken til at gå.

Læs Maries fortælling lige her

Her kan du få hjælp

Kontakt Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning, Holdepunkt, hvis du har brug for råd og vejledning.

Du kan også ringe til Lev Uden Volds hotline: 1888.

Vær opmærksom på, at du kan være berettiget til tilskud til psykologhjælp, hvis du har været udsat for partnervold. Tal med din læge om muligheden.

Børn kan ringe til BørneTelefonen, hvis de eksempelvis har oplevet vold i hjemmet.

Mænd, der har været udsat for vold, kan kontakte Mandecentret, mens mænd, der selv har udøvet vold, kan få hjælp på Dialog mod Vold.

Fik du ikke svar på alle spørgsmål? Søg hjælp på siden Viden og råd og fordyb dig i vores flere end 100 rådgivningsartikler.

Få den nyeste viden