På denne side kan du læse mere om, hvordan man som pårørende bedst hjælper og støtter en kvinde, som skjuler sin graviditet. Måske har hun betroet sig til dig, måske er det blot en mistanke du har. Uanset hvad kan du herunder finde svar på:
- Hvilke tegn du kan holde øje med, hvis du har mistanke om en skjult graviditet.
- Hvordan du bedst bryder tavsheden for kvinden.
- Hvordan du bedst støtter og hjælper en kvinde, som holder sin graviditet skjult.
5 typiske tegn på en hemmeligholdt graviditet
- Humøret ændrer sig. Hun virker måske mere mut eller trist, end hun plejer. Det kan også være, at hun er mere træt end normalt.
- Adfærd og vaner ændrer sig. Virker hun for eksempel stresset og på vagt? Trækker hun sig fra de personer, hun plejer at se? Eller aflyser hun aftaler med venner, konsultationer hos sin læge, møder med sin sagsbehandler eller lignende?
- Kroppen ændrer sig. Har du for eksempel lagt mærke til en vægtøgning hos hende, der ikke umiddelbart kan forklares, eller klager hun ofte over problemer med maven?
- Tøjstilen ændrer sig. Er graviditeten synlig, så vil tætsiddende tøj blive skiftet ud med noget mere løst.
- Børn eller gravide fremkalder en reaktion. Reagerer hun anderledes end normalt, hvis der for eksempel bliver talt om børn eller graviditet, så kan det også være et tegn på en skjult graviditet.
Sådan kan du bryde tavsheden for en kvinde, der skjuler sin graviditet
Uanset om du er forælder, søster, faster, tæt veninde eller blot en bekendt, så har du en vigtig mulighed for at gøre en forskel for kvinden. Din hjælp og støtte kan være afgørende for, at hendes graviditet forløber trygt og sikkert for både hende og det ufødte barn. Det afgørende er, at kvinden finder ud af, at du er der for hende, og at du vil være hendes fortrolige igennem hele processen. Det kan virke svært at vide, hvordan man skal forholde sig, og hvordan man griber situationen an.
Følgende formuleringer kan være gode til at starte en svær snak:
- Start måske med åbne spørgsmål som: ”Jeg har lagt mærke til, at dit humør har ændret sig meget på det sidste. Jeg har en fornemmelse af, at der er noget galt. Er det noget, du vil dele med mig?”
- Gør det klart, at I er hinandens fortrolige, og at du ikke fortæller andre om samtalen. Giv kvinden tid til at svare.
- Hvis hun afviser at snakke om det, så sig, at hun altid vil kunne komme til dig. At du er der for hende. Du kan prøve at bringe samtalen op igen, når der er gået noget tid, men pas på, du ikke skubber kvinden helt fra dig.
I det næste afsnit kan du læse mere om, hvordan du kan hjælpe kvinden, hvis hun vælger at involvere dig i sin situation.
Sådan hjælper du bedst en kvinde, der skjuler sin graviditet
Hvis en kvinde i din omgangskreds har betroet sig til dig om sin skjulte graviditet, er din rolle meget vigtig. At den gravide vælger at inddrage dig i sin situation betyder, at hun har tiltro til dig og stoler på dig. Du har nu et stort ansvar for at hjælpe hende videre. Det er svært at være gravid og skjule det. Derfor får den gravide brug for dig.
For det første er det vigtigt, at du støtter kvinden. Det er hendes beslutning at skjule sin graviditet, og det kan der være mange grunde til. Det afgørende er, at du viser hende, at du er der for hende, og at du vil gøre, hvad du kan for at hjælpe hende.
Lyt til hende og prøv at forstå hendes situation. Det er helt sikkert ikke nemt for hende at tage snakken. Derfor er det vigtigt, at du forholder dig åben og nysgerrig. Vis hende, at du ikke dømmer hende, og at du ikke vil forsøge at påtvinge hende den ene eller anden beslutning.