Det gør vi

Mødrehjælpens Rådgivning

Mødrehjælpen tilbyder rådgivning og vejledning til gravide og børnefamilier i sårbare og udsatte situationer. Læs om vores forskellige indsatser herunder.

Mødrehjælpen tilbyder flere muligheder for at få rådgivning, støtte, vejledning og behandling. Herunder har vi kort beskrevet de forskellige tilbud, og du kan finde links til at læse meget mere om de enkelte indsatser.

Derfor rådgiver vi

Vi oplever, at mange børnefamilier og gravide i sårbare situationer har behov for en ekstra håndsrækning for at kunne tage del i samfundet på lige fod med andre familier. Og antallet er stigende.

Det primære formål med vores rådgivning er at hjælpe den enkelte med at forbedre sin egen situation. Vi møder brugeren, som det hele menneske, han eller hun er, og har en tro på, at den enkelte selv kan med rette hjælp og rådgivning.

Selvom vi hedder Mødrehjælpen er vores tilbud med kun en enkelt undtagelse også for far.

Vi tilbyder et holdepunkt, når behovet er størst

I Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning har gravide og forældre med børn under 18 år mulighed for at få gratis og uvildig rådgivning på chat eller telefon og kan henvises til et af vores rådgivningshuse.

Vi tilbyder viden og råd i form af rådgivningsartikler samt støtte og netværk i en af Mødrehjælpens mange lokalforeninger.

moedrehjaelpen-tilbyder-radgivning-til-gravide-og-saarbare-familier-modelfoto-taget-af-Thomas-Wass-Evaldsen
Modelfoto taget af Thomas Wass Evaldsen

Det er i Mødrehjælpens Rådgivning, de fleste brugere kommer i kontakt med Mødrehjælpen første gang. Og det er her man bliver henvist til Mødrehjælpens specialiserede indsatser blandt andre et behandlingstilbud for voldsudsatte.

Vi rådgiver og modtager henvendelser om samvær, skilsmisse, økonomi, barnets trivsel, vold i familien, tvivl om abort og sociale rettigheder. For blot at nævne nogle emner.

Hvis der er brug for rådgivning på andre sprog end dansk eller engelsk, vil der være mulighed for at få en tolk med til samtalen. Det kan være både på telefon og ved en fysisk samtale i et af Mødrehjælpens Huse.

Læs meget mere om Mødrehjælpens Rådgivning.

Vi støtter, hvis du oplever tvivl om abort

Mødrehjælpen har gennem mere end 30 år tilbudt gravide og par med tvivl om abort gratis og uvildige støttesamtaler. Samtalerne tilbydes i Mødrehjælpens Rådgivning, og formålet med en støttesamtale er at klæde dig på til at træffe det valg, der er det rette for dig.

Læs mere på Mødrehjælpens hjemmeside, abort.dk om støttesamtaler ved tvivl om abort. Det er også muligt at få en støttesamtale efter en abort.

Vi hjælper voldsudsatte på fode igen

Mødrehjælpen har særlige indsatser for voldsudsatte. I Ud af Voldens Skygge hjælper vi kvinder og børn, der har levet med fysisk eller psykisk vold i familien gennem et specialiseret behandlings- og rådgivningsforløb.

Læs om Ud af Voldens Skygge her.

Vi indgår partnerskaber, der giver forældre og børn en god start på familielivet

Mødrehjælpen indgår partnerskaber med kommuner, regioner og andre organisationer om forebyggende og helhedsorienterede indsatser for kommende forældre og småbørnsforældre. Formålet er at støtte forældre i at give deres barn en god start på livet og dermed på længere sigt en god opvækst. Partnerskaberne giver kommende forældre og småbørnsfamilier i en sårbar situation én lokal indgang til at få hjælp og støtte til de komplekse udfordringer, som de kan stå overfor.

Vi gør en indsats for at vende underskud til overskud

Mødrehjælpen giver økonomisk rådgivning og støtte med det mål at vende underskud til overskud på både det økonomiske og det personlige plan. Rådgivningen skal både hjælpe forælderen til at overskue sin økonomi og samtidig give redskaber til at klare hverdagen og familieøkonomien fremover.

Vi har desuden mulighed for at tilbyde brugere i forløb støtte via Egmont Fondens legat En håndsrækning, ligesom vi årligt uddeler julehjælp.

Eksempler på samtaler fra Mødrehjælpens rådgiving