Isolation og afstand til andre mennesker gør, at mange i denne tid føler sig ensomme og alene. Læs her, hvad du kan gøre for at bryde med ensomheden.
Hvilke regler gælder for samvær under coronaepidemien?
Når man er gået fra hinanden, og barnet bor på skift hos sine forældre, så kan den nedlukning, Danmark lige nu oplever, rejse nogle dilemmaer og konflikter.
Herunder forsøger vi at svare på en række af de spørgsmål, som I forældre lige nu kan sidde med.
Du kan også læse mere om samvær på Familieretshusets hjemmeside.
Disse regler gælder for samvær under coronakrisen
- Min kommune er lukket ned, hvilke regler gælder for samvær?
Da syv nordjyske kommuner blev lukket ned i november 2020, og borgere blev bedt om at holde sig inden for kommunegrænserne, måtte børn fortsat gerne komme på på samvær eller retur fra samvær. Det skrev Familieretshuset på deres hjemmeside, hvor de dog samtidig opfordrede til, at:
“…forældrene, i den kommende kortere periode, hvor det er muligt, aftaler sig frem til andre løsninger, der bevarer kontakten mellem barnet og forælderen, så barnet krydser kommunegrænsen mindst muligt og måske slet ikke.”
- Skal jeg aflevere mit barn til samvær?
Måske er du utryg ved at aflevere barnet til samvær eller ved at sende det tilbage fra samvær, fordi du frygter, at barnet bliver smittet, mens det er hos sin anden forælder. Denne frygt er helt naturlig, særligt hvis du selv eller en anden i husstanden er i risikogruppen og dermed lige nu gør alt, hvad der er muligt, for at være afskærmet fra smitte.
Der er dog også et hensyn at tage til barnet og barnets anden forælder i denne situation. Særligt i en unormal tid, hvor hverdagen er vendt op og ned, kan det give barnet tryghed, hvis samværsaftalen fungerer, som den plejer.
Er der sundhedsmæssige grunde, der taler for, at barnet i en periode ikke bør skifte mellem sine to hjem, kan vi kun anbefale, at I snakker med hinanden om, hvordan I bedst løser det. Selvom I har en samværsaftale, kan I frit fordele samværet anderledes i en midlertidig periode uden at involvere Familieretshuset.
På Familieretshuset skriver de som svar på spørgsmålet om, hvorvidt børn i brudte familier stadig skal på samvær, at:
Som udgangspunkt skal forældre overholde de aftaler, de har indgået, og følge de afgørelser, der er truffet i Familieretshuset eller familieretten. Det er et fælles ansvar for forældre at sikre deres børns sundhed og trivsel. Familieretshuset opfordrer til, at man følger de udmeldinger, der kommer fra sundhedsmyndighederne.
På coronasmitte.dk stod der i marts:
Skilsmissebørn må gerne skifte mellem deres forældre. Hvis de er syge, kan det overvejes, at de bliver det sted, hvor de er, og så vidt muligt holdes fysisk adskilt fra andre. Bliver en af forældrene syge, kan man overveje, at barnet skifter til den anden forælder før tid, og man bør være ekstra opmærksom på, om barnet udvikler symptomer.
- Kan vi ændre på vores nuværende samværsaftale?
Hvis I er enige, kan I som forældre altid selv lave de aftaler, som passer jer bedst. Dette gælder uanset, om I selv har lavet en samværsaftale, eller om samværet er blevet fastsat af Familieretshuset eller Familieretten. Hvis I får behov for at strukturere samværet på en ny måde, kan I altså godt lave en ny aftale for en midlertidig periode. Det kan for eksempel være, at den ene af jer bliver syg, eller måske er der behov for, at I aflaster hinanden enkelte dage, mens den anden har barnet, da en periode med hjemmearbejde og hjemmepasning kan være presset som enlig forælder.
Ændringer i samværet kræver ikke, at I involverer Familieretshuset.
Husk, at det altid er en god idé at forberede barnet inden samvær hos den anden forælder – særligt, hvis der ændres i de normale aftaler omkring samvær, som barnet er vant til. I en tid som denne, hvor coronavirus også bekymrer mange børn, er det ekstra godt at tale med barnet om alle nye aftaler, som afviger fra normalen.
Du kan finde råd til at tage hånd om barnet i forbindelse med samvær i artiklerne Sådan kan jeres barn reagere på samvær og At være samværsforælder – sådan kan du vænne dig til rollen.
Er der tale om mere permanente ændringer af jeres aftale eller afgørelse om samvær, som I er enige om, kan I også selv ændre aftalen. Det er dog altid en god idé at lave en skriftlig aftale, hvis I på et senere tidspunkt skulle blive uenige om, hvad I har aftalt. Læs mere om at aftale samvær her.
- Hvad gør man, hvis samværet skal foregå et sted, som nu er lukket?
Familieretshuset opfordrer til, at I sammen finder et andet sted, hvor samværet kan foregå. Det gælder også, hvis de normale måder, barnet plejer at skifte fra det ene til det andet samvær, ikke længere lader sig gøre.
Familieretshuset oplyser, at der på grund af det store antal sager, der behandles, ikke er mulighed for at nå at behandle ansøgninger om ændring af, hvor samværet skal foregå, eller hvor barnet skal afleveres til samvær.
- Kan man få erstatningssamvær, hvis det normale samvær aflyses?
De almindelige regler for erstatningssamvær gælder som udgangspunkt også i denne situation. Det betyder, at du som samværsforælder kan få erstattet samvær, der aflyses. Dog gælder den ret ikke, hvis det er dig, der aflyser samværet.
Er I enige, står det jer frit for selv at aftale, hvornår du som samværsforælder kan få erstattet det samvær, som må aflyses på grund af den nuværende situation.
Læs mere om erstatningssamvær på Familieretshusets hjemmeside.
- Kan man i denne situation få hjælp til at få barnet udleveret, hvis den anden forælder ikke overholder samværsaftaler?
Familieretshuset henviser til Familieretten, som er den instans, der tager stilling til det, man kalder tvangsfuldbyrdelse i samværssager.
På Familierettens hjemmeside er der ikke oplysninger om ændringer i procedurerne som følge af coronasituationen.
Læs her, hvad Familieretten skriver om tvangsfuldbyrdelse af samvær.
- Jeg bor i udlandet, kan jeg stadig få samvær med mit barn i Danmark, selvom grænserne er lukket?
Aftalt eller fastsat samvær betragtes som et anerkendelsesværdigt formål. Dermed er du ikke omfattet af indrejseforbuddet, hvis du skal hente eller aflevere dit barn i forbindelse med samvær.
Familieretshuset anbefaler, at du medbringer et samværsdokument, og at du i øvrigt følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
- Jeg er kommet ud af et voldeligt forhold og er bange for at aflevere mit barn til samvær i denne tid
Der kan være flere grunde til, at du lige nu ikke har det godt med at sende barnet på samvær hos sin anden forælder.
Måske oplever du, at de følgevirkninger, barnet har efter at have oplevet vold i hjemmet, i særlig grad kommer til udtryk i disse dage, hvor hverdagen er forandret. Det kan også være, at du oplever, at dit barn har været ked af det efter et skifte. Eller at du er nervøs for, om barnets anden forælder reagerer voldsomt på coronasituationen, hvor der både kan opstå fyring, økonomiske problemer og bekymringer.
I artiklen Samvær med barnet efter et voldeligt forhold kan du læse råd til, hvordan du kan støtte barnet i forbindelse med samvær og skabe ro i forbindelse med skift.
Det er selvfølgelig vigtigt, at du reagerer, hvis du er bekymret for dit barns sikkerhed. Du kan kontakte din kommunes familieafdeling. Der er lige nu ingen ændringer i kommunernes muligheder for at hjælpe.
Du kan også sende en ansøgning til Familieretshuset og bede dem tage stilling til, om samværet med den voldelige forældre midlertidigt kan ophæves, mens sagen undersøges. Familieretshuset oplyser, at ansøgninger, der har akut karakter, vil blive behandlet hurtigst muligt.
Har du flere spørgsmål om samvær, så kan du gå jagt i vores mange rådgivningsartikler om emnet. Dem finder du her.
Du er også velkommen til at kontakte Holdepunkt for råd og vejledning.